Udskriv
Grydebrød med hvidløgssmør. En nem opskrift fra Bagvrk.dk.

GRYDEBRØD MED HVIDLØGSSMØR

Et grydebrød med hvidløgssmør er et stort og lækkert madbrød. Sprød skorpe, saftig krumme og en diskret smag af hvidløg. Ideelt til tapas, suppe og grill.

Ret Brød
Køkken Bagværk
Nøgleord Hvidløg, Madbrød, Tapas
Forberedelsestid 30 minutter
Tilberedningstid 40 minutter
Hævetid 1 time 45 minutter
Samlet tid 1 time 10 minutter
Antal 1 brød

INGREDIENSER

  • 25 g gær
  • 4 dl. lunkent vand
  • 650 g hvedemel
  • tsk. salt
  • 100 g blødt smør
  • 5 g frisk eller frossen persille, finthakket
  • 1 fed hvidløg, finthakket

TIL PYNT

  • 2 fed hvidløg i tynde skiver
  • Lidt rismel til hævekurven

SÅDAN GØR DU

  1. Bland det bløde smør med finthakket hvidløg og persille.
  2. Smuldr og opløs gæren i vandet. Tilsæt salt og halvdelen af melet, og ælt det godt sammen.
  3. Ælt det bløde hvidløgssmør ind i dejen og derefter resten af melet ad et par omgange. Ælt dejen, til den slipper skålens sider. Det tager 6-8 minutter. Dejen vil være smidig, men stadig klistret.
  4. Dæk skålen til med en opklippet frysepose, der fastgøres med en elastik og stil dejen til hævning et lunt sted i en time.

FORMNING

  1. Skrab dejen ud på et let meldrysset bord. Stræk dejen ved at trække i den side, der er til højre for dig og folde dejen ind over sig selv. Gør det samme med de øvrige tre sider. Hvis dejen klistrer meget, kan du dyppe fingrene i mel. (Hvis du er i tvivl om, hvad jeg mener med at stramme dejen op, så se videoen, som er i mit indlæg om gulerodsbrødet. Det er ca. 1 minut inde i videoen…)
  2. Vend dejen om med samlingen nedad. Stram dejen op ved at dreje den henover bordet, enten mellem dine hænder eller med hånd og bordskraber. Der skal ikke være mel på bordet under denne øvelse, for det er friktionen mod bordet, der strammer dejen op, så de små luftbobler bevæger sig ud mod dejens yderside.
  3. Hvis dejen klistrer for meget til din hånd og bordskraberen, så dyp begge dele let i mel.
  4. Omvendt skal du heller ikke stramme dejen for meget op, for så bliver den så stram, at boblerne brister.
  5. Drys en hævekurv godt med rismel. Læg de to fed hvidløg i tynde skiver i kurven. Læg dejen i kurven med samlingen opad.
  6. Dæk kurven til med den opklippede frysepose, og læg et viskestykke henover for at holde den på plads. Lad dit grydebrød med hvidløgssmør hæve et lunt sted i 45 minutter, mens du varmer ovnen op.

BAGNING

  1. Varm ovnen op til 250° (alm. ovn, ikke varmluft) sammen med din gryde/stegeso.
  2. Når brødet er færdighævet, tager du den varme stegeso ud af ovnen, vender brødet forsigtigt ud af kurven (evt ved hjælp af et stykke tilklippet bagepapir og en bageplade) og lægger brødet i stegesoen/gryden.
  3. Læg låg på gryden, og sæt den tilbage i ovnen. Bag brødet i 30 minutter med låg. Skru varmen ned til 230°, tag låget af og bag brødet i yderligere 10 minutter, til brødet er gennembagt og skorpen sprød.
  4. Lad brødet afkøle på en rist, før du begynder at skære af det.

NOTER

Grydebrød med hvidløgssmør er naturligvis fryseegnet, hvis du har brug for det.