Rist sesamfrøene på en tør pande, til de bliver gyldne og dufter. Lad dem afkøle lidt.
Smuldr gæren ud i det lunkne vand. Tilsæt yoghurt, æg, salt og sukker og bland det godt. Ælt det hvide hvedemel og halvdelen af hvedemelet ind i dejen. Ælt sesamfrøene ind i dejen sammen med det bløde smør. Jeg bruger K-spaden i min røremaskine i starten af processen og skifter så til dejkrogen, når resten af melet skal tilsættes. På den måde bliver ingredienserne meget bedre fordelt.
Tilsæt resten af melet og ælt dejen i ca. 10 minutter, til den er smidig og slipper siden af skålen. Dæk skålen til med en opklippet frysepose, fastgjort med en elastik og stil dejen til hævning et lunt sted i en times tid.
Hæld sesamfrøene til drys i en lille skål eller en dyb tallerken.
Ælt dejen kort igennem på et let meldrysset bord. Del dejen i 16 lige store stykker. Stram dejen op ved at trække i de fire hjørner og samle dem på midten. Vend bollen med samlingen nedad og tril den til en fin, rund bolle på bordpladen under en hul hånd.
Vend bollen med oversiden nedad, tryk den lidt ned i skålen med sesamfrø, så toppen bliver dækket og sæt bollen på en bageplade med bagepapir.
Når du har trillet alle bollerne, stiller du dem til hævning et lunt sted, tildækket med et viskestykke. Lad bollerne efterhæve ca. 45 minutter.
Varm ovnen op til 220° (alm. ovn, ikke varmluft). Bag dine sesamboller i ca. 16 minutter i nederste tredjedel af ovnen.
Når bollerne er færdigbagte og lyder hule, lader du dem køle af under et viskestykke. Det holder på fugtigheden i bollen, så den holder sig blød og frisk i længere tid.
Noter
Når bollerne er kølet af, lægges de i en frysepose og opbevares ved stuetemperatur eller fryses ned i op til tre måneder.