Du har vasket tøj og lagt det sammen. Du står med tre sokker til overs – igen! Hvorfor er det, at der altid er sokker, som bliver væk? Læs dagens mandagstip: Sådan får du styr på de enlige sokker.
Engang imellem går der hul på en sok. Det er typisk en af juniors, hvor en tå stikker udenfor. (Rul lige overbærende med øjnene, ikke?) Heldigvis har han mange par af samme slags, så når der går hul på en sok, smider vi ikke den anden ud. Den får sikkert en ny makker i løbet af nogle uger.

Min mand derimod har mange sokker af samme type, indkøbt over en årrække. Derfor har mange af dem forskellige nuancer af grå. Det tager jeg hensyn til, når jeg samler dem i par, så de nye, som stadig er sorte med hvid Swoosh ikke kommer sammen med nogle, som er mørkegrå med lysegrå Swoosh. (Fifty shades of grey i min verden har noget med sokker at gøre;-))
Jeg tæller ikke sokker op, når jeg fylder vaskemaskinen. Derfor kan en sok miste en makker, som ligger tilbage i vasketøjskurven til næste gang, jeg vasker.
Nogle gange gemmer en sok sig på soveværelsesgulvet, i et bukseben, i en sportstaske, bag vasketøjskurven. Nogle gange dukker en sok op igen. Andre gange ikke.
Jeg vil derfor gerne aflive myten om, at sokker forsvinder i vaskemaskinen. Det gør de ikke! Det er på vej derhen eller på vej derfra, at de bliver væk…
Sådan får du styr på de enlige sokker
Find en mulepose frem. Allerhelst en med et mønster, du er glad for. Ikke nok med at du skal gemme de enlige sokker, du behøver ikke putte dem i din grimmeste pose. Hæng posen op på en knage i dit bryggers eller bag soveværelsesdøren. Et sted, som er nemt at komme til, når du har vasket og tørret tøj.
Andre vil måske kalde det et net. Men eftersom posen ikke er bundet som et fiskenet, men syet af stof, vil jeg insistere på at kalde det en stofpose eller en mulepose. Ikke et net;-)
Hver gang du har en enlig sok uden makker, lægger du den i muleposen. Når posen er fuld, eller din sokkeskuffe er tom, tager du posen frem og parrer alle sokkerne, indtil du har brugt dem allesammen.
Er der enlige sokker tilovers, kan du enten lægge dem tilbage i posen eller hvis der er mange gengangere af enlige sokker, som aldrig synes at få en makker, kan du smide dem ud.
Enlige sokker, som aldrig får en makker er udmærkede til at pudse sko eller sølvtøj med. Især nylonstrømper er formidable til at få glatte lædersko eller – støvler til at skinne.
Vil du læse andre mandagstips, finder du den samlede oversigt her.

Her er det manden og børnenes sokker der aldrig kan finde sammen igen. Alle mine egne er nemlig ens 🙂 Kører lidt samme system, men synes aldrig at alle sokker får en makker. Forstår simpelthen ikke hvor de bliver af :/
Haha, ja, man kan undres;-)
Oftest er det nu, fordi nogen har ramt ved siden af vasketøjskurven, så de ligger inde bagved…
Kh Lene
For en del år siden købte jeg en vaskepose i en god størrelse til min søn. Den lægger han de snavsede sokker i, så den er lige til at komme i vaskemaskinen. Nu er der ikke flere af hans sokker; nu er alle hans sokker hjemmeboende – ingen er flyttet til Sokkeland.
Ih, Elsebeth, det var også smart:-)
Dit trick er hermed givet videre.
Kh Lene
Jeg har virkelig mange enlige sokker, eller det er egentlig mine drenge som har. Derfor lavede jeg denne fine tavle med klemmer (https://www.kreativepips.dk/2019/02/08/manedens-ide-14-single-looking/), så jeg altid kan se udvalget af enlige strømper.. Mine børns far var forbi forleden, han så tavlen og mener at han har en del af makkerne hjemme hos ham 🙂
Hej Pia:-)
Det var en smart løsning, hvis man har pladsen til det. Ideen er hermed givet videre;-)
Især er det smart, når den anden forælder ser makkerne hænge hos dig. Sikke et puslespil;-)
Kh Lene
Det var lige et tip til min kæreste, som har en milliard sokker og en kvart milliard singlesokker. Og han siger det er MIG som gør makkeren væk, fordi jeg vasker xD
Jeanette, du må sige til ham, at den myte slet ikke holder vand;-)
Ha’ en dejlig weekend:-)
Kh Lene
Vi har en sokkemonsterspand den bliver så en gang imellem tømt på spisebordet og alle hjælper til med at finde ens strømper. Ofte til megen morskab.
God idé, Mona:-)
Den er hermed givet videre.
Ha’ en dejlig søndag:-D
Kh Lene