Hvor mange kuglepenne kan en husstand have brug for? En til hver? To til hver? 100? Hvor mange har du?

Prøv at samle alle dine kuglepenne på samme sted. Hæld dem ud i en stak på gulvet. Der er garanteret flere, end du tror. Og langt flere, end du har brug for.
Jeg samlede vores sammen fra hele huset. Skuffen i køkkenet. Fryseposen med ekstrapenne. Penneholderen i kontoret.
Jeg ved ikke, hvor mange der er på billedet, men der er i hvert fald rigtig mange.
Hvilke kuglepenne skal du vælge fra?
De kuglepenne, som er gået i stykker, hvor clipsen er knækket af, eller som du hader at holde om, smider du ud med det samme.
Dernæst tager du et stykke papir og afprøver dem, pen efter pen. Dem, der kan skrive, lægger du i én stak. De andre smider du ud.
I princippet kan du stoppe her. Alle kuglepenne, som virker, kan have en berettigelse i dit hjem.
Du behøver dog ikke have 20 kuglepenne liggende i køkkenskuffen, vel? Bare der er EN god pen, er det faktisk nok. Du kan finde den, fordi du ved, hvor den ligger.
Alle de andre kuglepenne og tuscher kan du samle i en æske og stille et sted, du ved, hvor er.
Er der vildt mange kuglepenne?
Hvis du har virkelig mange kuglepenne, kan du overveje at reducere yderligere i dem.
Hvis du aldrig bruger overstregningspenne, så skil dig af med dem. – Og får du brug for en om to år, er det ikke en større investering at købe en ny.

Har du mange reklamekuglepenne, fx fra hoteller eller konferencer? Så er det måske dem, du vælger fra.
Udvælg de bedste i dine yndlingsfarver, dem som er bedst at holde på og skrive med. Vær kritisk og behold kun dem, som du virkelig er glad for.
Der er selvfølgelig også den radikale, superminimalistiske løsning, at du udvælger den allerbedste og smider resten ud.
Nu skrev jeg “smider ud”
Du behøver selvfølgelig ikke smide velfungerende kuglepenne og tuscher ud. Giv dem til den lokale børnehave eller skolefritidsordning.
Alle de kuglepenne, som er kommet med dig hjem fra jobbet, enten i lommen eller tasken, kan du samle med en elastik og tage med tilbage til jobbet. Så er du også af med dem.

Mine favoritter
Jeg ELSKER at skrive med fyldepen og har to. Den ene har jeg haft i næsten 20 år. Den anden er lyserød og virkelig pæn. Blækpatronerne har samme farve. Jeg er virkelig vild med den måde, blækket flyder ud af dem på, når jeg skriver.

Jeg bruger også blyant og viskelæder, når jeg skærer papir eller laver andet hobbybetonet. Jeg er mest til stiftblyanter eller en virkelig spids, trekantet blyant med en blød stift i.
Derudover har jeg et par “pyntepenne” i min penneholder ved skrivebordet. Jeg bruger dem ikke til at skrive med. Blyanterne er ikke engang spidsede. De passer bare så fint ind i farverne i kontoret.

Det fede ved at have samlet alle de ekstra penne på ét sted er, at jeg altid ved, hvor de er.
Når Junior skal bruge en sølvtusch, kan jeg sige, at den ligger i kassen nederst til højre i skabet. Og så ligger den der. Prøv det:-)
Ha’ en skøn mandag!
Skriv et svar