Julemarengs del 2 – sukkerstokke og pebermyntemarengs

For nogle uger siden lavede jeg julemarengs som juletræer og dørkranse. I dag er det sukkerstokke eller pebermyntemarengs, jeg deler opskriften på. Den ene halvdel af marengsen sprøjtede jeg ud som sukkerstokke med nogle striber pastafarve indeni sprøjteposen. Den anden halvdel blev sat som kugler på bagepladen og drysset med knust sukkerstok. Begge dele er pebermyntemarengs, smagt til med pebermynteessens.

Pebermyntemarengs

Weekenden er fløjet afsted. I går havde vi svigerfamilien til adventshygge, så i dag skal jeg lave absolut ingenting. Hvile og ro i hovedet er lige, hvad jeg trænger til:-) Jeg er (stadig) stressramt i alvorlig grad, så selvom det er hyggeligt med gæster, dræner det mig fuldstændig.

Der er forskel på pebermynteessens. Du kan også bruge pebermynteolie fra bolscheproduktion, som er endnu stærkere. Derfor er det vigtigt, at du smager på den, så du ved, hvor stærk den er. Jeg brugte den fra Dr. Oetker. Der er knap en teskefuld i min portion.

Vær forsigtig, når du tilsætter pebermynteessensen. Hvis du bare hælder det hele i på én gang, klasker din marengs sammen. Tilsæt det dråbevis, så det bliver blandet ind marengsen i lidt ad gangen, og den bevarer luftigheden.

Pebermyntemarengs

  • 75 g æggehvider
  • 75 g sukker
  • ¾ tsk. pebermynteessens
  • 75 g flormelis

Derudover

  • Rød og lyserød pastafarve
  • 1 knust sukkerstok

Hæld et par dråber eddike i røremaskinens helt rene skål og tør det rundt med et stykke køkkenrulle, også på piskeriset. Det fjerner den eventuelle sidste fedthinde, der måtte være i skålen. Det er umuligt at piske hviderne stive, hvis der er den mindste smule fedt på skål eller piskeris.

Hviderne piskes helt stive (vend skålen på hovedet, så du er sikker!) og tilsæt de 75 g sukker en teskefuld ad gangen. Smag marengsen til med pebermynteessens, som du tilsætter en dråbe ad gangen. Marengsen skal ikke smage stærkt af pebermynte.

Pisk igen, til æggehviderne er helt glatte og blanke. Tjek, at alt sukkeret er opløst ved at gnide lidt af marengsmassen mellem fingrene. Hvis du kan mærke sukkerkorn, må du piske lidt længere. Marengsen skal være meget stiv. Flormelis sigtes i skålen og vendes forsigtigt i marengsen.

De stribede sukkerstokke

Pebermyntemarengs

Tag en engangssprøjtepose og sæt den over et glas. Monter den med en rund tylle med en diameter på 5 mm (eller klip et tilsvarende hul i spidsen). Et trægrillspyd dyppes i pastafarverne, og der laves et par striber med hver farve indvendig i sprøjteposen fra spidsen og ca. ⅓ op i posen. Halvdelen af marengsen fyldes i sprøjteposen, og der afsættes små sukkerstokke på bagepapir.

 

De hvide pebermyntemarengs med sukkerdrys

Pebermyntemarengs

Knus sukkerstokken fint i en frysepose. Brug en kødhammer eller en kagerulle.

Den anden halvdel af marengsmassen sættes i små toppe med en dessertske eller stor teske på bageplader forberedt med bagepapir. Hvis der er “strittere”, kan du glatte dem med en fugtig finger. Drys den knuste sukkerstok på toppen af marengsen

Bag dine pebermyntemarengs i ca. 1½-2 timer ved 90° varmluft. Marengsen skal nemt slippe papiret, når de er færdige. Når tiden er gået, sætter du en grydeske i klemme i ovnlågen, så den står på klem og lader marengsen stå i ovnen, til den er helt kold, gerne natten over.

Pebermyntemarengs kan holde sig længe i tætlukket kagedåse.

Pebermyntemarengs

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *