Nektarinmuffins – med mindre sukker

Er du (også) en af dem, som engang imellem bliver ramt af dårlig samvittighed over dit høje sukkerindtag? Jeg tilstår, at det er jeg. Jeg købte en tysk low-carb-bagebog på ferien, men jeg har ikke fået bagt noget efter den endnu. Jeg vil jo også helst have, at kagerne smager godt og er saftige, som de skal være? Har vi ikke alle smagt en “chokoladekage” det år, hvor alle spiste stenalderkost? Hvor man hellere ville have undværet kage i stedet for det tørre, kedelige stykke, man fik serveret? I håb om at spare på sukkeret bagte jeg disse nektarinmuffins.

Nektarinmuffins

Det seneste år har jeg haft en personlig træner, Vicki. Efter et år udløb vores aftale, og jeg havde sidste træningsdag i tirsdags. Vicki har også skåret ned på sit sukkerindtag, så jeg turde ikke komme med en totalt usund kage til den sidste træning, vel? Samtidig havde jeg en pakke steviasukker stående i skabet, som jeg havde købt i håb om at komme til at bage lidt sundere. Steviasukker er en blanding af stevia og sukker, produceret af Dansukker. Det indeholder halvt så mange kalorier som almindeligt sukker, men blandingen skulle mindske den bitre bismag, som stevia kan have.

Jeg har skrevet til Dansukker for at få den rigtige forklaring på et spørgsmål, som opstod under bagningen. Jeg har endnu ikke hørt fra dem, så du får mit gæt i stedet for den videnskabelige forklaring. Man kan sagtens røre smør og steviasukker lyst og luftigt. Det ser ud, som det plejer. Men da jeg rørte æggene i, skilte dejen ad, og den blev flydende. Da melet kom i, blev den igen, som den plejer. Jeg tror, at steviasukker opløses og bliver flydende, når æggene kommer i. – For at det er nemmere at blande i en opskrift. Når Dansukker svarer på min mail, skal jeg nok opdatere opskriften med den rigtige forklaring.

Nektarinmuffins

I frugtskålen lå et par meget modne nektariner, men du kan sagtens bruge ferskner eller anden frugt, hvis du vil. Mine nektariner havde lidt sejt skind, så jeg flåede dem, men det er ikke nødvendigt.

Nektarinmuffins er ikke supersunde og vildt low-carb, selvom de er bagt med steviasukker. Der er jo stadig både smør og mel i. Men det du reelt sparer af kalorier er 240 kcal på hele portionen. Eller 20 kcal pr. muffin. Lidt har også ret?

Der bliver 12 saftige muffins af portionen.

Nektarinmuffins

  • 125 g blødt smør
  • 60 g Steviasukker fra Dansukker (eller 120 g alm. sukker)
  • 2 æg, stuetemperatur
  • 2 spsk. skyr (naturel eller vanille)
  • 125 g mel
  • 1 tsk. bagepulver
  • ½ tsk. natron
  • ½ tsk. stødt ingefær
  • 2 nektariner
  • Lidt flormelis til pynt

Varm ovnen op til 175° (Alm. ovn, ikke varmluft.) og læg 12 papirforme i en muffinform med 12 huller.

Rør smørret lyst og luftigt sammen med steviasukkeret. Tilsæt æggene ét ad gangen og pisk godt imellem dem. Tilsæt skyren og rør igen. Husk at skrabe skålens sider ned, så du får det hele med.

Bland alle de tørre ingredienser godt i en anden skål. Pisk dem gerne sammen med et piskeris, så du får fordelt bagepulver og natron jævnt. Skræl evt. dine nektariner og skær dem i både og derefter i mindre tern. Bland ternene med melet.

Vend nu de tørre ingredienser i smør/sukker/æggeblandingen med en dejskraber, indtil alt er blandet godt. Du skal ikke piske, for så får du tunge muffins. Det skal kun vendes i, så der ikke er tørt mel.

Nektarinmuffins

Fordel dejen i de 12 muffinforme og bag dine nektarinmuffins i nederste tredjedel af ovnen i ca. 20 min. Mærk efter med en tandstikker, om de er gennembagte, eller der følger dej med op.

Lad dine nektarinmuffins afkøle i metalmuffinformen i fem minutter, før du tager dem ud og lader dem afkøle helt på en bagerist.

Drys et let pulver flormelis over kagerne som pynt. Nektarinmuffins kan sagtens fryses ned.

Nektarinmuffins

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *