Mindre mavefedt, mere energi: Michelle Kristensen – en boganmeldelse

(Anmeldereksemplar) Jeg har været så heldig at blive udvalgt til at anmelde bøger for forlaget Lindhardt & Ringhof og har derfor modtaget anmeldereksemplarer af fire kogebøger. ‘Mindre mavefedt, mere energi’ er skrevet af Michelle Kristensen og er den første af bøgerne, jeg har kastet mig over. Nederst i indlægget finder du en af opskrifterne fra bogen, som jeg har afprøvet i mit eget køkken.

Michelle Kristensen kender du måske fra Go’ Morgen Danmark? Michelle er kendt som blogger og kost- og træningsekspert og har hjulpet mange med vægttab og livsstilsændringer gennem sine MK Bootcamps. I december 2017 udkom hendes bog med en guide til at gå en tøjstørrelse ned på 4 uger.

‘Mindre mavefedt, mere energi’ af Michelle Kristensen er udgivet på forlaget Lindhardt & Ringhof og koster vejl. kr. 249,95.

Mindre mavefedt

Principperne

Jeg har ikke afprøvet hele 4 ugers programmet i ‘Mindre mavefedt, mere energi’, men det ser realistisk ud med mine øjne. Som jeg skrev om i et tidligere indlæg (det her), var jeg for nogle år siden på en “Flad mave-kur”, hvor jeg tabte 6 kilo og 12 cm i taljen. Principperne i Michelle Kristensens bog er lidt derhenad, hvor man undgår kulhydrater og spiser masser af grønsager. Men der, hvor MK principperne adskiller sig, er ved, at man nulstiller kroppen den første uge med supper og smoothies og derefter spiser mere fyldige måltider de næste tre uger, dog med to nulstillingsdage pr. uge.

Bogen er fyldt med lækre opskrifter og flotte madbilleder, så det er synligt for enhver, at man ikke behøver spise kedeligt, bare fordi man skal spise sundt. Opskrifterne tager ikke timer at lave, men er nemme at gå til. Bagest i bogen er indkøbsliste og madplan til de fire uger, så det bliver ikke nemmere end det her. Der er plads til dessert en gang om ugen, men selvom der står Tiramisu som overskrift, er de sukkerholdige ladyfingers skiftet ud med ladyfingers af havregryn og dadler. Måske skulle desserten have haft et andet navn…

Træning

Som træningsekspert er der naturligvis også forslag til et MK træningsprogram i bogen. Der er øvelser til styrketræning, og der er forslag til konditionstræning. Træningsprogrammerne tager 20 minutter at køre igennem (+ 10 minutters opvarmning). Michelle anbefaler tre gange styrketræning, to gange konditionstræning og to hviledage om ugen. – Igen, det lyder overskueligt og overkommeligt.

Hvad synes jeg?

Jeg er vild med Michelle Kristensens fortællestil. Hun lægger ud med at dele sin egen historie om at have været et buttet barn (krydret med et skønt billede af hende selv fra 80’erne), en træningsafhængig teenager, stresset studerende og endelig en voksen med egen virksomhed og et mere afslappet forhold til mad og træning. Det er rart med en personlig fortælling, i stedet for at hun kun fortæller om sine kunders succeshistorier.

MK principperne er forklaret først i bogen, så man ved, hvad man går ind til og kan have hovedet med i processen også.

‘Mindre mavefedt, mere energi’ er overskuelig og opskrifterne er inddelt i kategorier, så det er nemt at finde inspiration til maden. Træningsøvelserne er fint forklaret med billeder – og endelig er der listerne bagest i bogen. Man kan sætte kryds, når man har gennemført sin træning – og som sagt gør indkøbslister og madplaner det nemt at følge denne nulstilling af kroppen på de fire uger.

Billederne er lækre og farverige. Jeg spiser maden med øjnene, længe før jeg begynder i køkkenet. Farvekombinationerne på billederne er lige i øjet, og jeg er ikke i tvivl om, at maden smager godt.

Jeg kunne sagtens finde på at følge Michelle Kristensens fire ugers program i denne bog. Især når hun holder mig i hånden hele vejen.

Er der noget, jeg mangler? Tjah, rygrad måske, men det kan jeg vist ikke klandre Michelle for;-) Nej, jeg ville faktisk gerne have haft et alfabetisk register i bogen. Det mangler nemlig. Eller også ville jeg gerne have haft, at der i madplanerne havde stået et sidetal ud for opskriften, så man hurtigt kunne slå opskriften op uden at skulle bladre alle 130 sider opskrifter igennem.

Mindre mavefedt

Opskriften fra ‘Mindre mavefedt, mere energi’

Jeg valgte opskriften på Den bedste Detoxsuppe for at afprøve en af bogens opskrifter. Opskriften er til fire personer, men er fryseegnet, så man kan roligt lave hele portionen, selvom man er færre i husstanden.

Med en 20-årig grønsagsforskrækket og en 13-årig i voksealderen, serverede jeg brød til. Den 20-årige spotter hurtigt, når der ikke er kød i en ret, men bare der er brød til, kan han sagtens spise grønsagssupper.

Jeg puttede kun 250 g grønne asparges i, selvom opskriften siger 265 g. – Der var kun 250 i et bundt. Til gengæld vejede min squash 300 g…

Jeg kunne godt forestille mig suppen med andre grønsager også, fx. grønne ærter i stedet for asparges eller blomkål i stedet for broccoli. Toppingen kan også være meget andet end de salte kikærter. Lidt kyllingebryst, bønnepasta, rejer eller bacon. Der er altså plads til at improvisere;-) Vi dryssede også lidt ristede græskarkerner over.

Da jeg nåede ned til de salte kikærter i opskriften, blev jeg i tvivl. I opskriften står der ‘kogte kikærter’. Jeg brugte dåsekikærter, selvom det måske nok var tørrede, udblødte og kogte kikærter, der var ment. Men da jeg først købte ind omkring middagstid, ville jeg ikke kunne nå at udbløde dem i vand i 12 timer, før jeg kogte dem. Derfor blev det en dåse kikærter. (Jeg googlede naturligvis, om der var stor forskel og blev enig med mig selv om, at det ville gå helt fint til.)

Suppen smager dejligt og mætter godt. (Vi spiste ikke engang op!) Da den kan laves i forvejen, er den ideel til en af de dage, hvor vi kommer hjem fra løbeklubben og skal have hurtig mad på bordet. Men selve suppen tager heller ikke mange minutter at lave.

Detoxsuppe med salte kikærter, 4 pers.

Detoxsuppe

  • 1 stort løg (130 g)
  • 3 fed finthakket hvidløg
  • 1 spsk. olie
  • 250 g squash
  • 265 g friske grønne asparges
  • 400 g broccoli (også stilken)
  • 8 dl. kogende vand
  • 2 tsk. oksebouillon
  • 75 g frisk spinat
  • Salt og peber

Salte kikærter

  • 1 ds. kikærter
  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 tsk. salt

Suppen

Skyl og rengør grønsagerne grundigt.

Hak løget og steg det i en gryde sammen med olie og de finthakkede hvidløg.

Skær squash, asparges og broccoli i mindre stykker og kom dem i gryden. (Skær broccolistilk og asparges i helt små stykker, ellers skal de stege længere end de andre grønsager.) Steg grønsagerne under låg på middel varme i 10-15 minutter. Grønsagerne skal være møre.

Hæld grønsagerne i en blender eller foodprocessor ad to omgange med vand, bouillon og spinat og blend, til suppen er ensartet. Tilsæt evt. lidt mere vand, hvis du synes, suppen er for tyk.

Hæld suppen tilbage i gryden og lad den koge op. Lad suppen simre i 5 minutter, før du smager den til med salt og peber.

Mindre mavefedt

Salte kikærter

Hæld kikærterne i et dørslag og skyl dem godt i koldt vand. Lad dem dryppe af nogle minutter.

Varm olien op på en pande. Steg kikærterne i 7-10 minutter, til de er gyldne. Drys med salt.

2 Replies to “Mindre mavefedt, mere energi: Michelle Kristensen – en boganmeldelse”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *