Kransekage med jordbærmarcipan til nytårsaften

Hvordan fejrer du nytår? Holder du en kæmpefest, hvor der bliver danset til den lyse morgen? Eller nyder du aftenen i godt selskab med dine nærmeste? Uanset hvor eller hvordan, indeholder de fleste nytårsaftener de samme elementer: Dronningens nytårstale, champagne og kransekage kl. 24.

Kransekage

Sidste år holdt vi nytår i Berlin. Vi streamede naturligvis Dronningens nytårstale, fyrede fyrværkeri af og drak champagne. Vi fik ikke kransekage, for i Berlin får de Berliner Pfannkuchen til champagnen… De står i lange køer nytårsaftensdag for at købe friskkogte Berlinere, som naturligvis hedder Pfannkuchen og ikke Berlinere.

Jeg har måske nok haft et lidt anstrengt forhold til kransekage i mange år. Jeg synes, det er frygteligt tørt. Jeg har prøvet at lave marcipanen selv. Jeg har brugt færdig marcipan, kransekagemasse og selvfølgelig købt kransekage hos bageren. Det har ikke gjort nogen forskel for mig. Jeg har hellere villet drikke champagnen i stedet for at spise kransekage.

Kransekage

Men nu har jeg bagt forskellige kager i over et år. Så kan det da ikke være så svært også at bage kransekage, kan det? Det korte svar er nej. Selvfølgelig har jeg gjort mig nogle erfaringer, som jeg kan trække på, når jeg skal regne ud, hvilken temperatur de skal bages ved for ikke at blive nogle tørre, hårde stykker. Jeg er kommet frem til, at jeg tidligere har bagt kransekager ved for lav temperatur, så de nærmest bliver tørret i stedet for at få lidt skorpe, men stadig være bløde og saftige indeni.

Manges kransekager får en hård bund, fordi kransekage har en større flade på undersiden end på toppen. Det kan undgås ved at bage kransekagen midt i ovnen og sætte en ekstra bageplade på rillen nedenunder, så den beskytter mod varmen fra bunden af ovnen.

Kransekage

Jeg ved ikke, om denne marcipan med jordbær- og champagnesmag er ny i denne sæson, men den er ny for mig. Den er fra Odense Marcipan. Morten havde fundet den i Tyskland, da han var nede for at købe ind til konfekt op til jul. Han fik kun brugt den ene pakke til konfekt, og det er jeg glad for:-) Har du nogensinde set så fine og tøsede kransekagestykker som de her?

Jeg har ikke formet kransekagestykkerne. Jeg har sprøjtet dem ud på pladen. Først en stribe, hvor jeg lagde jordbærmarcipanen på og derefter en stribe på hver side af jordbærmarcipanen, så den blev helt lukket inde. Det var ikke så svært at få stykkerne ensartede, fordi jeg havde tegnet streger på bagsiden af et stykke bagepapir, så jeg havde en guide at tegne efter. Plade nr. to sprøjtede jeg ud på øjemål.

Kransekage

Der bliver 40 kransekagestykker på ca. 5 cm ud af denne portion.

Kransekage med jordbær- og champagnemarcipan

  • 150 g sukker
  • 60 g æggehvider
  • 300 g marcipan
  • 125 g Odense Marcipan med jordbær- og champagnesmag

Glasur og pynt

  • 100 g flormelis
  • 15-20 g æggehvider
  • Lidt pink pastafarve
  • Lyserøde sukkerhjerter

Bland sukker og æggehvider og lad det stå og trække en times tid, indtil sukkeret er næsten opløst. Det skal ikke piskes, det skal bare blandes godt.

Bræk marcipanen i mindre stykker og ælt æggehvide-sukkerblandingen ind i marcipanen lidt ad gangen, indtil det hele er blandet godt. Fyld kransekagemassen i en engangssprøjtepose med en flad tyl i. (Min tyl er rillet på den ene side og glat på den anden. Hvis du googler efter en tyl til kurveflet, dukker der lignende frem.)

Varm ovnen op til 220° (alm. ovn, ikke varmluft). Sæt en bageplade ind i den andennederste rille. Den skal beskytte din kransekage mod at få for stærk varme fra bunden.

Del jordbærmarcipanen i 40 stykker og tril dem til aflange pølser, ca. 4 cm lange. Afmærk med en blyant på bagsiden af et stykke bagepapir med fem cm mellemrum, så du har nogle streger at tegne efter, så din kransekage bliver ensartet.

Udsprøjtningen

Det er nemmest, hvis du deler massen i posen i to, så du ikke behøver presse al massen ud oppefra. Det kan kræve en del arm-muller, nemlig. Bare tryk på midten af posen og drej den et par gange rundt, så massen deler sig. Derefter kan du skubbe mere kransekagemasse ned, når du har brug for det.

Kransekage

Tegn striber med kransekagemassen, som er 5 cm lange og 1½ cm brede. Læg en jordbærmarcipanpølse ovenpå og lav to striber med kransekagemassen, hvor du holder sprøjteposen i en 45° vinkel, så din kransekage bliver aflang og trekantet, og du lukker jordbærmarcipanen inde. De to skrå sider skal være lidt længere end jordbærmarcipanen, så den ikke er synlig.

Kransekage

Jeg skubbede enderne ind med min uundværlige pensel, som jeg gjorde lidt fugtig med vand og rettede enderne til, så de blev pæne. Du kan også bare bruge en fugtig finger.

Bag din kransekage midt i ovnen i 8-9 minutter, til de begynder at få farve på toppen. Når du har taget dem ud, så lad straks bagepapiret med kagerne glide over på en rist, så de begynder at køle med det samme og ikke bager videre på bagepladen og får en mørk bund.

Turen i fryseren

Hvis I ikke skal spise kransekagen indenfor et par timer, så sæt kransekagerne i kagedåser og derefter i fryseren, så de holder sig friske. Der er nogle, der mener, at kransekager bliver allerbedst, når de har været en tur i fryseren, fordi kransekagen får lov at sætte sig og trække fugt. Disse kan nu sagtens spises, så snart de er kølet ned.

Kransekage, der skal fryses ned, skal ikke have glasur på først, for den risikerer at springe af undervejs.

Når du skal spise kransekagen, skal den tøes op et par timer på køkkenbordet, før du lægger glasur på.

Glasur og pynt

Hæld flormelis i en skål og tilsæt æggehviden lidt ad gangen, indtil du har en ret tyk glasur. Bland en lille smule pink pastafarve i. Glasuren skal være så tyk, at den ikke flyder sammen med det samme, når den løber af skeen, men den må heller ikke være så tyk, at den knækker og virker tør.

Fyld den lyserøde glasur i en engangsprøjtepose med en tyl med et rundt hul på 2 mm i diameter. Tegn streger på din kransekage ved at holde et konstant, let tryk. Hold spidsen af tyllen et par cm over kagen, og lad nærmest glasuren falde ned over kransekagen, mens du fører hånden roligt frem og tilbage, så du får de rigtige striber og buer. Sæt et lille sukkerhjerte fast i glasuren.

Kransekage

Husk at tage det roligt, hvis du kommer til at tegne forkert med glasuren. Du kan let tørre den af, enten med en finger eller en fugtig klud og starte forfra.

Godt nytår!

Tilbage er der vist kun at trække stikket og slappe af med familien, indtil nytårsklokkerne ringer ind til 2018. Ha’ et fabelagtigt nytår!!! Vi ses på den anden side;-)

PS: Har du ønsker til, hvilke kager eller brød jeg skal prøve kræfter med i det nye år, er du velkommen til at skrive en kommentar nedenfor. Jeg har masser af ideer, men hvis du har en kage, som du har svært ved at få til at lykkes, kunne det jo være, jeg kunne finde nogle tricks og genveje, så den lykkes næste gang:-)

Kransekage

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *