Jubiii, over halvvejs:-) Og solskin. Igen! Karantænedagbog 8/14 er undervejs.
Sommertid er ligesom jetlag. Det tager nogle dage at vænne sig til, at man står tidligere op og går “senere” i seng.
I morges skulle bilen afleveres på værksted kl. 7.30. Ny tid. 6.30 gammel tid. Megatidligt! Der er en software”fejl” (en glitch, som de unge mennesker ville kalde det) i den, som gør, at bilen ikke er helt så selvkørende, som den burde være.
Det er noget med skiltegenkendelse, GPS-præcision og vejbaneassistenten, som ikke fungerer helt godt. Ret træls med en helt ny bil, som ikke virker.

Jeg var godt klar over, at den lånebil, jeg skulle have i stedet, ville være en Skoda. Ikke for at fornærme Skoda-ejere, men Skoda er bare ikke mit bilmærke. Ligesom jeg går i Nike og ikke Adidas. Det er noget med følelser og helt irrationelt, det ved jeg godt.
Skodaen er en spritny Superb med 2.000 kilometer i bogen. Den holder i indkørslen, så man ikke så nemt får øje på den fra vejen. Jeg har joket med, at der ikke må holde Skoda’er i vores indkørsel, men det er naturligvis også bare pjat;-)
Afsløret
På vej hjem fra værkstedet kørte jeg forbi vores lokale Meny, som har bageriudsalg fra Fru Lunds Bageri. De bager ganske godt brød.
Jeg var kun lige kommet hen til disken, før det lød: “Hej Lene! Hvad laver du hos en bager? Bager du ikke alt dit brød selv?” Der stod Maria fra løbeklubben på den anden side…
Jeg prøvede med et par bortforklaringer: “Må jeg ikke godt handle her alligevel? Bilen skulle på værksted. Jeg kom alligevel forbi. Vi kalder det research, når vi køber brød hos bageren.”

Sandheden var ganske simpel: Jeg ELSKER birkes og grovbirkes fra bageren. Det er det eneste rundstykke, hvor underen er lige så god som overen, og så smager det altså helt fantastisk med smør og Nutella på:-)
Du ved, når de tynde, sprøde lag splintrer i munden? Jeg kunne godt fristes til at hente nogle i morgen igen;-)
Indretnings- og strikkehjælp
Min niece, Sofie, havde brug for et godt råd til at gøre sin lejlighed mere hyggelig. Her kan man sige, at jeg har en del års erfaring fra mit tidligere job som indretningsarkitekt, og jeg giver gerne min mening til kende – men KUN, når jeg bliver spurgt om den.
Jeg kunne ikke drømme om at dømme eller kritisere, hvordan andre har valgt at indrette sig. Du må bo præcis, som du har lyst til;-)
Selv bor vi med en blanding af designermøbler og Ikea, og det passer mig rigtig fint<3
Men Sofie spurgte mig til råds, og jeg svarede.
Sofie ville også gerne lære at strikke karklude. Eller dvs. hun kunne godt strikke, for det havde hendes mormor lært hende. Men hun havde aldrig fået vist, hvordan man slår masker op, for det havde mormor altid gjort. Det øvede vi så.
Hvorefter det viste sig, at Sofies mor godt kan strikke – og slå masker op. Sofie havde bare aldrig set det;-)
Det var min far, som lærte mig at strikke. Far var smed, men havde tålmodighed til at lære fra sig. Min mor har sikkert haft travlt med andre gøremål, da jeg ville lære at strikke. Så min far viste mig det<3
I sommerhuset
I sommerhuset er der blevet løbet igen, igen. Denne gang en lang tur på 22 km. I solskin og blæsevejr.
De har set film, facetimet og hygget.
Film herhjemme
Når man kun er to hjemme, må man gerne hygge med film til aftensmaden. August og jeg manglede den sidste time af The Patriot fra i går.

Vi fik en indisk daal/dal/dahl med agurkeraita. Det er nemt, stærkt og godt.
Jeg bryder mig slet ikke om den sidste time af filmen. Den er ondskabsfuld, sørgelig, heroisk og helt igennem fantastisk. Jeg sidder med tårerne løbende ned ad kinderne flere gange, men det er forventeligt. Ligesom når man ser Brødrene Løvehjerte.
De evige lektier
Mandag er “fællesmødetid” for 9. klasse. En gruppechat for både elever og lærere. På onsdag udtrækkes de første eksamensfag til gruppeeksamen! 9. klasses afgangseksamen er pludselig tæt på.
Der er mange timers skolearbejde hver dag, når man vil gøre sig umage og gøre det så godt som overhovedet muligt.
Ikke at det er urealistisk eller uoverkommeligt, men det svarer til en hel skoledags arbejde. Der er overhovedet ikke badeferie på skoleskemaet;-) Sådan skal det også være.
I morgen skal vi lave naturfag sammen. Altså, eleven skal lave skolearbejde sammen med en forælder. Og eftersom Augusts far sidder i karantæne i et sommerhus, står der “mor” på den post.
Jeg gør det gerne:-) Det er faktisk hyggeligt at få genopfrisket statistik, sandsynlighedregning og øvrige problemformuleringer og -stillinger.
Det må være sengetid;-)
Vidste du, at det er kvinder, som har opfundet alle vittigheder? Det er jo derfor, det hedder huMOR og ikke hufar, ikke? (Selv tak;-))
Godnat og sov godt:-)
Vil du læse andre af mine indlæg om karantænedagbogen, kan du finde dem her:-)
Skriv et svar