Karantænedagbog 12/14. Jeg kan allerede nu love, at der ikke kommer et dagbogsindlæg hver dag efter på søndag. Når min mand kommer hjem igen, vil aftenerne være helliget tosomhed og holde-i-hånd.
Til gengæld synes jeg, det har været ret hyggeligt at dele min “hverdag” med dig de sidste næsten 14 dage. Alle mine små og store tanker, som du måske har læst. Og har du ikke læst dem, er det helt OK med mig;-)

Historielektierne
Jeg er ret vild med historie, fordi jeg synes, det er vigtigt at kende vores fortid, så vi kan forme vores fremtid på et oplyst grundlag. Hvis du ikke kender din historie, er der VIRKELIG mange ting, som du ikke kender grundlaget for eller værdien af.
Den kolde krig er samtidshistorie for mig, for da jeg var teenager i 80’erne. var angsten for atomkrig nærværende og virkelig. Der var et øst og et vest, som begge stod med hænderne i siden og så truende ud.
August har haft historie i dag. Dagens lektie var at se en film om den kolde krig. Da vi alligevel har hygget os med at se film hver aften, var jeg med på, at vi skulle se hans historielektie i aften og slå to fluer med et smæk.
Indtil jeg hørte, hvilken film det var…
Thirteen Days er en af mine absolutte hadefilm. To timers talefilm, hvor verdens skæbne bliver afgjort på 13 dage. Det er nok det tætteste, vi nogensinde har været på at udslette Jorden.
Det er ikke lykkedes mig at se det hele af den endnu. Jeg plejer altid at falde i søvn til den. For første gang har jeg set hele filmen fra ende til anden i dag. Uden at blunde undervejs.
Det, synes jeg nok, fortjener en klapsalve eller et skulderklap;-)
August holdt sig også vågen i de to timer. Til gengæld tjekkede han, hvor lang tid der var tilbage, med jævne mellemrum. Hvert kvarter føltes som en halv time, mente han;-)
Bagefter skulle han skrive noter til et resume, og det kan jeg høre, han netop er færdig med. Han har i hvert fald tændt for Nintendoen nedenunder.
“Kan du ikke bare spørge far om hjælp med resumeet?” “Nej, for så risikerer jeg at skulle se filmen igen sammen med ham eller læse en endnu længere bog om det…” Godt, at forældre har hver sine styrker at trække på;-)

Fredagsmad
Da jeg tog hakket oksekød ud af fryseren til en pariserbøf med det hele, fandt jeg samtidig den halve brunsviger, vi ikke spiste i sidste uge.
Prøv lige at føle sig lige så heldig, som hvis man havde vundet i landbrugslotteriet!?

Et par minutter i ovnen ved 180°, til farinsnasket igen er helt flydende og varmt som napalm. Det er en himmerigsmundfuld, som kun kan spises med gaffel eller ske, hvis man vil have det hele med.
Stakit-øl i sommerhuset
Min svoger og svigerinde har været forbi sommerhuset i dag for at drikke en fredagsøl henover stakittet. Det må være en moderne stakit-øl.

Sidste fredag, da jeg kørte til sommerhuset med proviant, var naboerne ved at samles med god afstand til en fredagsøl på vejen. De var for længst gået ind igen, da jeg kom hjem igen. (De var vist også 11 inkl. børnene, da jeg kom forbi, så jeg kunne ikke have været med alligevel;-))
Min svigerinde skrev, om de ikke måtte få adressen til sommerhuset? Så ville de køre forbi og sige hej.
Både øl og samvær på afstand blev taget godt imod. Selvom de er to i sommerhuset, kan man godt blive lidt sær af kun at have det samme menneske at tale med og se på hele tiden.
De store kærlighedserklæringer <3
Hvis du ikke er til sådan noget sødsuppe-noget, behøver du ikke læse længere.
I dag er der røget 122 sms’er frem og tilbage indtil videre. Vi har talt sammen flere gange.
Nu er det snart svært at vente længere… Vi har talt om, at det er godt, at sommerhuset ligger en halv time væk i bil. Vi kunne have lånt et hus i nabolaget, men vi tror, vi ville have sneget os ud om natten som et par teenagere for at få lov at ses. – Og så havde karantænetanken været spildt.
Jeg sendte en sms tidligere, hvor jeg skrev, at han er den eneste ene for mig. Den eneste, som gør mig virkelig lykkelig, dybt inde i hjertet. Det tandhjul, som passer ind i mit. Min anden halvdel, som gør mig hel.
Der er 38 timer og 47 minutter tilbage, før jeg igen skal kysse min elskede<3
Vil du læse mine andre indlæg om karantænedagbogen, kan du finde dem her:-)
Skriv et svar