Julemarengs del 1 – én farve, tre varianter

Man kan lave meget ud af marengs. Vidste du det? Ja, hvis du har læst med på min blog et stykke tid, ved du, at jeg har en forkærlighed for at lave nye figurer ud af marengs. Jeg lavede vanillecreme med tre æggeblommer i dag og fik derved tre æggehvider til overs. De blev til julemarengs.

Jeg synes, det er nemt at arbejde med marengs, bare man har en engangssprøjtepose og måske et par tyller, så der kommer et fint mønster i. I dag blev marengsen lysegrøn. Jeg er lidt forsigtig med ikke at bruge for meget farve i marengs, for så er det sværere for den at holde pusten, synes jeg. Og nogle gange er den evigheder om at tørre helt op, når der er farve i eller udenpå.

Jeg brugte to forskellige tyller til marengsen og en tredje til sløjferne: En blomsterbladstylle til de stiliserede liggende træer, en åben, rillet (med 16 takker) fra Blomsterberg til de stående træer og kransene og en bladtylle til sløjferne.

Julemarengs

Lad os starte med opskriften. Det er min sædvanlige med lige dele æggehvider, sukker og flormelis – og noget grøn pastafarve.

Julemarengs

  • 90 g æggehvider (ca. 3 stk.)
  • 90 g sukker
  • 90 g flormelis
  • Lidt grøn pastafarve
  • Krymmel, nonpareille

Til sløjferne skal du desuden bruge en æggehvide, flormelis og rød pastafarve.

Hæld et par dråber eddike i røremaskinens helt rene skål, og tør det rundt med et stykke køkkenrulle, også på piskeriset. Det fjerner den eventuelle sidste fedthinde, der måtte være i skålen. Det er umuligt at piske hviderne stive, hvis der er den mindste smule fedt på skål eller piskeris.

Hviderne piskes helt stive (vend skålen på hovedet, så du er sikker!) og tilsæt de 90 g sukker lidt efter lidt, en spiseskefuld ad gangen, mens du pisker. Pisk igen, til æggehviderne er helt glatte og blanke. Tjek, at alt sukkeret er opløst ved at gnide lidt af marengsmassen mellem fingrene. Hvis du kan mærke sukkerkorn, må du piske lidt længere. Marengsen skal være meget stiv. Tilsæt grøn pastafarve, til det har den farve, du ønsker. Flormelis sigtes i skålen og vendes forsigtigt i marengsen.

Her delte jeg marengsen i to portioner – en stor og en mindre. Til den lille portion lagde jeg en halvmåneformet tylle i en engangssprøjtepose og fyldte marengsen i.

Den store portion marengs kom i en sprøjtepose med en 16-rillet, åben tylle i.

Da al marengsen var sprøjtet ud, kom min julemarengs i ovnen ved 90° varmluft i ca. to timer. Marengsen skal nemt slippe papiret, når de er færdige. Når tiden er gået, sætter du en grydeske i klemme i ovnlågen, så den står på klem og lader marengsen stå i den slukkede ovn, til den er helt kold, gerne natten over.

 

De stiliserede juletræer

Julemarengs

Jeg brugte en tylle som denne:

Julemarengs

Sprøjt fra den brede ende af træet. Afsæt en streg, før sprøjteposen tilbage samme vej, vend lidt før du kommer til enden af stregen og fortsæt på samme måde til du når toppen af træet. Sprøjtepose og tyl skal vende på samme måde hele tiden. Det er kun din hånd, der kører frem og tilbage. Fortvivl ikke, hvis de ikke bliver helt ens. – Og er der en, der kikser ind imellem, så bare skrab marengsen af bagepapiret og fyld det i sprøjteposen igen.

Julemarengs

 

De stående juletræer

Julemarengs

Med den åbne tylle med 16 takker, afsættes juletræerne på bagepapiret. Mine var 3-4 cm høje. Den svære del ved disse træer er, at tyllen og sprøjteposen skal holdes helt lodret for at træerne ikke bliver skæve. Hold tyllen ca. 5 mm over bagepapiret, klem en passende mængde marengs ud, let trykket om posen og løft tyllen fri. Sæt igen tyllen ned over den første marengskugle, til der er 5 mm afstand, tryk en ny, lidt mindre kugle marengs ud, løft igen og afsæt så den sidste kugle marengs. Denne skal have en spids, når du trækker sprøjteposen op til sidst.

Julemarengs

De bliver helt sikkert forskellige allesammen. Drys med små krymmelkugler, dem der kaldes non-pareille (som i virkeligheden betyder ‘Uforlignelig’ på fransk).

Julemarengs

 

Dørkransene

V

Til dørkransene bruges den samme åbne tyl som til de stående juletræer. Tegn cirkler med marengsen ved at holde sprøjteposen lodret og lade marengsen “falde” ned på plads. Undgå store toppe ved afslutningen, men ellers kan du duppe spidsen på plads med en fugtig finger.

Drys med nonpareille krymmel og tør/bag kransene sammen med de andre marengs.

Julemarengs

Julemarengs

Når der er gået næsten to timer af bagetiden, skal du lave den røde glasur til sløjferne. Pisk æggehviden, til den skummer let, tilsæt flormelis en skefuld ad gangen (på et tidspunkt skifter du fra håndpiskeris til ske, så du kan blive ved med at røre), indtil det næsten har nået konsistensen, som skal være tyk og lidt fast. Indfarv glasuren med rød pastafarve (der skal en del til, hvis du vil have den lige så mørk som min glasur) og tilsæt flormelis, indtil du rammer den perfekte konsistens. Glasuren skal ikke løbe af skeen, men skal lægge sig i striber ovenpå det i skålen, når den kommer af skeen. Hvis den er for blød, løber sløjferne sammen, så de ikke står så fint.

Hæld glasuren i en engangssprøjtepose med en bladtylle som denne:

Feriemuffins

Øv dig på et stykke bagepapir, før du tager kransene ud af ovnen. Tegn liggende 8-taller: Start med en bue bagerst, som du kører ud mod venstre, før buen tilbage mod startpunktet, men lad glasuren falde foran og ikke ovenpå den første glasurbane. Fortsæt banen mod højre, hvor du lægger buen op på linje med den første bue, du tegnede, og før herefter buen tilbage til udgangspunktet. Nu har du selve sløjfe-ørerne. Tegn en bånd-ende fra udgangspunktet og nedad, lad den gerne bue lidt. Læg det sidste bånd ned over midten af sløjfen, så du skjuler samlingen.

Julemarengs

Hvis du synes, min forklaring er umulig at forstå, har Wilton lavet en video, hvor de laver en sløjfe med smørcreme. Måske kan den inspirere dig.

Tag bagepladen med kransene ud af ovnen og tegn sløjfer på dem alle. Sæt pladen tilbage i ovnen og lad marengsen stå i ovnen, til den er helt kold. På denne måde bruges eftervarmen til at få glasursløjferne til at størkne, og marengsen bliver helt tør.

 

Opbevaring

Julemarengs opbevares bedst i en tætsluttende kagedåse med låg. De kan holde sig i flere måneder.

Julemarengs

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *