Citronmåne til et smukt fad

Er det ikke rart at vide, at jeg altid prøvebager og prøvesmager, før jeg skriver et blogindlæg? Hvis det kommer op på min hjemmeside, har jeg selv bagt kagen eller brødet. Jeg har selv taget billedet. Og jeg har selv smagt på det. Jeg beskriver, hvordan jeg gør, og hvis det ikke er min egen opskrift, fortæller jeg altid, hvor jeg har den fra. Også denne citronmåne.

Citronmåne

Jeg havde købt et smukt fad i en genbrugsbutik. Det havde et gulgrønt mønster, som jeg syntes passede perfekt til en kage med citron eller lime. Men jeg kan ikke fordrage den citronmåne, man kan købe i butikkerne. Den er helt fast og kompakt. Måske var det muligt at finde den perfekte opskrift?

Anne au Chocolat har en lækker hjemmeside, kender du den? Hun har den dejligste opskrift på gulerodskage (den hedder Den hemmelige gulerodskage, hvis du mangler en god opskrift), og fornylig lavede hun et blogindlæg med en citronkage med marcipan. Det lød i mine ører meget bedre end en almindelig citronmåne. Jeg kan godt li’ citron, men ved at kombinere den med marcipan, bliver den intet mindre end himmelsk. – Som en rigtig måne jo skal være:-)

I Annes opskrift er der ikke bagepulver. Det er der i min, for jeg vil gerne have den lidt lettere end den kompakte fra butikkerne. Kunne jeg så hævde, at det var min egen opskrift? Måske. Men det vil jeg ikke. Æres den, som æres bør. Og Anne bager lækre kager:-) Jeg bagte kagen i en 18 cm springform.

Citronmåne

Citronmåne

  • 100 g sukker
  • 100 g marcipan
  • 100 g blødt smør
  • 2 æg
  • Fintrevet skal af 1 økologisk citron
  • 50 g mel
  • 1 tsk. bagepulver

Glasur:

  • 180 g flormelis
  • Citronsaft
  • Revet citronskal

Varm ovnen op til 180°. (Almindelig ovn, ikke varmluft.)

Riv marcipanen groft og rør den godt med sukkeret. Tilsæt det bløde smør lidt ad gangen og rør til en samlet masse. Tilsæt æggene ét ad gangen og rør igen, til dejen er glat. Sigt bagepulver og mel sammen og bland det med citronskallen, før du vender det i dejen til alt er blandet. – Stop med at røre, så snart der ikke er mere tørt mel.

Beklæd bunden af en 18 cm springform med bagepapir og smør siderne let med smør. Hæld dejen i formen og bag den i 25-30 minutter, til den er gennembagt, og der ikke hænger dej ved et træspyd, der stikkes ned midt den.

Køl kagen af på en bagerist. Når den er kold, kan den deles i to, så det ligner en klassisk citronmåne. Bland glasuren af flormelis og så meget citronsaft, at konsistensen er passende, og hæld det på kagen. Da jeg gerne ville have glasuren helt ned over kagen, lod jeg den stå på risten, så det overskydende kunne løbe fra i stedet for ned på fadet.

Citronmåne

Inden glasuren størkner, kan du pynte kagen. Min var helt simpel med juliennestrimlet citronskal. Anne brugte hakkede pistacienødder på sin, men gør, som du har lyst til.

Citronmåne holder sig fint frisk i flere dage, hvis du pakker den godt ind – og kan fryses ned uden glasur.

2 Replies to “Citronmåne til et smukt fad”

  1. Hej Lene.
    Skal lige til at bage din citronmåne. Ser at der kun skal 50 g mel i. Er det virkelig nok?
    Tak for mange gode opskrifter
    Mvh Vivian

    1. Hej Vivian:-)
      Tak for din søde besked.
      Det er helt korekt, at der kun skal 50 g mel i. Det er jo kun en lille kage på 18 cm i diameter:-)
      Ha’ en dejlig aften og god fornøjelse med kagen.
      Kh Lene

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *