Åh, det har været en svær proces, den her… Ikke at have et navn til en kage, men kun have ideen. Især når ideen undervejs udvikler sig til noget helt andet. Jeg tror, jeg bare kalder det en brombærrose, som var min plan fra starten.
Altså, jeg havde dette billede i mit hoved af en stram brødagtig kage, bagt med to “roser”, skåret af enderne af rouladen, og resten af brødet flettet rundt om, bagt i en brødform, så det ville komme ud som et fint, lille brød. Brødet eller kagen skulle fyldes med vanillecreme og brombærkompot.
Brødet skulle være lige så smukt som en af mine yndlingsefterårssange: ‘Det lysner over agres felt’. Legende, lys, solrig, smuk.
Velkommen i vor grønsværsstol
blandt grøftens brombærranker!
Oh, det gør godt at slikke sol
igen på disse banker!
Og bag mig, sol, og blød mig, regn’
Jeg plukker mine nødder
og trasker langs et brombærhegn
med plovmuld under fødder.
Undervejs forvandlede denne fine idé sig til et viltert brombærkrat, som voksede ud over det hele og fuldstændig tog magten over kagen. Farverne mindede mig om alle de rifter, jeg fik som barn, når jeg i korte bukser strakte mig så langt, jeg kunne, for at nå de allerstørste bær. Kan du se det for dig? Jeg forestillede mig en smuk rosenbusk og fik et Tornerose-tjørnekrat…
Kagen voksede i størrelse i forhold til mine forestillinger og blev bagt i en lille bradepande på ca. 25×35 cm.
MEN: Smagen på kagen er der ingenting i vejen med. Og hvis jeg præsenterer den som en cirkusdirektør med et ‘Tadaaa!’ og en fanfare, så tror du, at det var meningen, den skulle se sådan ud. Roserne er der jo også. Jeg holder fast i navnet brombærrose.
Brombærrose
Dej
- 50 g gær
- 2 dl. mælk
- 2 æg
- 80 g sukker
- ½ tsk. salt
- 1½ tsk. vanillesukker
- 100 g blødt smør
- 600 g hvedemel
Vanillecreme
- 2½ dl. mælk
- 3 æggeblommer
- 75 g sukker
- 2 tsk. vanillesukker
- 20 g Maizena
Brombærkompot
- 300 g brombær (frosne kan sagtens bruges)
- 100 g sukker
- 3 tsk. kartoffelmel
- 3 spsk. koldt vand
Glasur
- Kogende vand
- Flormelis
- Lilla og pink pastafarve.
Dejen
Varm mælken, til den er lillefingervarm. Smuldr og rør gæren ud deri. Tilsæt æg, sukker, salt, vanillesukker og det bløde smør, og rør godt. Tilsæt nu melet ad et par omgange og ælt ca. 10 minutter, til dejen er blød og glat. Lad dejen hæve lunt og tildækket i 45 minutter.
Cremen
Bring mælken i kog. Kom æggeblommerne i en skål og pisk dem kraftigt med sukker og vanillesukker, til blandingen bliver helt lys. Sigt maizenaen i, og bland det uden at piske.
Hæld den kogende mælk i blandingen under piskning. Hæld det hele tilbage i gryden og bring det i kog under stadig omrøring. Lad cremen koge sagte i et minut under kraftig omrøring. Pas på, det ikke brænder på. Læg et stykke husholdningsfilm henover skålen, men lad filmen gå helt ned mod cremen, så der ikke dannes skind. Lad cremen afkøle.
Kompotten
I en anden gryde bringer du brombær og sukker i kog og lader det simre i 10 minutter. Tag gryden af varmen. Bland kartoffelmel og vand, hæld det i kompotten i en tynd stråle og bland det godt. Herefter må det ikke koge mere. Lad det afkøle, tildækket med husholdningsfilm.
Samlingen af en brombærrose
Ælt dejen igennem og rul den ud til et rektangel på ca. 40×50 cm. Fordel cremen jævnt over hele dejen. Husk at smøre det helt ud til kanterne! (Der er ikke nogen, der gider spise tørre kanter uden snask;-)) Fordel herefter brombærkompotten på dejen i et jævnt lag.
Rul dejen stramt sammen fra den korte side og skær enderne af. Det er dine rosenhoveder.
Læg dejrullen på et stykke bagepapir, og skær en lang slidse i den, så den kun lige hænger sammen i den ene ende. Åbn slidsen og pres rosen fast. (Rul evt. rosen ud og rul den strammere sammen, hvis den ikke er stram nok.)
Sno de to “ben” sammen to gange, læg den anden rose ved snoningen, og luk brombærrosen ved at klemme de to ben sammen.
Løft kage og bagepapir over i en lille bradepande. Dæk dejen til og stil den til hævning et lunt sted i 30 minutter.
Varm ovnen op til 180° (alm. ovn, ikke varmluft).
Bag din brombærrose nederst i ovnen i 40-45 minutter. Lad kagen køle af under et viskestykke, når du har taget den ud af ovnen.
Bland en tyk glasur af flormelis, kogende vand og lidt pastafarve. Hvis du har lyst, kan du hælde glasuren i en frysepose, klippe et hjørne af og følge kagens konturer med glasuren.
Brombærrosen er fryseegnet uden glasur, men hvis du pakker den godt ind, kan den sagtens holde sig frisk og blød et par dage.
Skriv et svar