Syltede rabarber

Jeg kender en kvinde i Norge, som hedder Hanne Camilla, men som på Instagram hedder 50kilomel – fordi hun vandt 50 kilo mel i en konkurrence:-) Altså, jeg har aldrig mødt hende i virkeligheden, men hun inspirerer mig, og vi skriver nogle gange sammen om forskellen på dansk og norsk bagværk. Vidste du for eksempel, at vores klejner hedder Fattigmann på norsk? Og at “Norske klejner” slet ikke findes i Norge? I sidste uge delte Hanne et billede på Instagram af rabarber syltet i eddike, sat på højkant i glasset og meget dekorative. Min interesse var straks vakt, for hvorfor nøjes med at lave saft eller kompot af rabarber? Opskriften på de syltede rabarber, hun havde brugt, var fra norsk TV NRK (eller Norsk Rikskringkastning). Den har jeg kigget nærmere på.

De syltede rabarber egner sig som tilbehør til røget eller grillet fisk, til kød eller modne oste. De skæres i strimler eller skiver ved servering, men når du sylter dem i glasset står de opret og er vældig dekorative. Jeg lavede også et glas med rabarberstykker, så jeg kan teste, om det er nemmere at bruge dem, når de er skåret i mundrette bidder. Men lige så dekorativt, det er det bestemt ikke.

Syltede rabarber

Mine rabarber er mest grønne, så de er ikke helt så pæne som de mørkerøde, de har brugt i opskriften, men jeg er sikker på, de også er gode. Jeg har også puttet en anelse mere sukker i min lage, for de grønne er mere syrlige end de røde rabarber. Sådan er det med rabarber, man er nødt til at smage det til, alt efter hvor syrlig ens sort er. Jeg fik to glas á ca. 5 dl. ud af opskriften.

Syltede rabarber

  • 500 g tynde rabarberstilke, rengjorte
  • 1½ dl. æbleeddike
  • 1½ dl. sukker
  • 3 dl. vand
  • 2 tsk. salt
  • 10 sorte peberkorn
  • 6 hele nelliker
  • 1 tsk. hele, gule sennepskorn
  • 1 tsk. Atamon
  • Atamon til skylning

Skyl glassene i Atamon iflg. anvisningen på flasken.

Skær rabarberne i en længde, så de kan stå på højkant i et sylteglas og sæt dem i glasset, så de står helt tæt.

Kog en lage af æbleeddike, sukker, vand, salt og krydderier. Lad det koge, indtil sukkeret er smeltet. Sluk under gryden, tilsæt en tsk. Atamon og hæld lagen over rabarberne.

Luk glasset med de syltede rabarber, stil dem i køleskabet og lad dem trække i to dage, før du bruger af dem.

Syltede rabarber

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *