Suppe på en søndag – i min T-shirt (Porresuppe)

Joey Moes ‘Smukkest på en søndag’ har måske ikke meget med porresuppe at gøre? Men når efterårsregnen sætter ind, som den gjorde i dag, trænger jeg til noget at varme mig på. Lige netop den bløde, lysegrønne farve, porresuppen får, når den blendes, minder mig om, at det bliver forår igen på et tidspunkt, og den tanke er Smukkest på en søndag! Også selvom jeg har en sweater udenover T-shirten for at holde varmen.

Porresuppe

  • 3 store porrer
  • 1 bagekartoffel
  • 1 løg
  • 1,2 liter hønsebouillon
  • 2 dl. piskefløde
  • Salt
  • Friskkværnet peber
  • 100 g bacon
  • Lidt fløde til pynt

Ingredienser - Porresuppe

Løget pilles og hakkes fint. Kartoflen skrælles og skæres i små tern. Porrerne renses og skæres i tynde skiver. (Det grønne af toppen må gerne komme med.) Der tages lidt porreskiver fra til at pynte med.

Løg, kartoffel og porre svitses i lidt fedtstof i ti minutter uden at tage farve. Bouillonen hældes ved, og det koges i yderligere fem minutter.

Suppen pureres med en stavblender til den er jævn, og fløden tilsættes. Suppen smages til med salt og friskkværnet peber.

Inden servering steges de tiloversblevne porreskiver møre i lidt smør, bacon i tern steges sprød. Suppen anrettes med lidt fløde, som dryppes henover, samt porreskiver og bacon.

Serveres rygende varm med godt, groft brød.

Porresuppe

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *