Store marengs – med chokoladestriber og tyggegummi

Min farmor, hed i virkeligheden Dagny, men blev aldrig kaldt andet end Bedste. Jeg har allerede fortalt lidt om hende i mit indlæg om Påskekyllinger og Bedstes “falske” makroner. Der var altid “tyggegummi” i Bedstes marengs. Jeg syntes, det var lidt besværligt at spise som barn og kan stadig bedst li’ de helt tørre, som smelter på tungen.

Marengs

Jeg spurgte min mor, hvorfor der altid var tyggegummi i Bedstes marengs? Hun havde ikke noget helt klart svar, men jeg fik en lang fortælling om gasovne og brændekomfurer, og hvordan man ikke kunne bage vandbakkelser, når vinden stod i et bestemt hjørne, for så blæste ovnlågen op, og vandbakkelserne faldt sammen:-) Bedste piskede ikke sin marengs med et piskeris. Hun piskede den med en træske, mens hun gik rundt om huset. Det fortaber sig lidt i fortællingen, hvorfor Bedste gik rundt om huset, mens hun rørte, men måske var hun på vej hen for at lukke hønsene ud – eller ind – eller også var det en vane, hun havde, at hun bevægede sig, mens hun rørte.

Marengs

Jeg pisker nu bare min marengs i røremaskinen, for jeg har ingen høns – og måske heller ikke Bedstes tålmodighed.

Hvis man gerne vil have marengs med en sprød skal og et blødt indre, skal man bage dem ved højere varme end ellers. De skal have kortere tid i ovnen og skal ikke stå så længe og køle af, at de kan blive gennemtørre. Derfor skal ovnlågen også være lukket den sidste time. – Og så må de ikke være små. For at der kommer tyggegummi, skal varmen være så høj, at varmen når hurtigt ind i midten og smelter sukkeret, så det lægger sig i bunden indeni. Marengsen bliver derved hul indeni.

Marengs

Når vi nu har alle forudsætningerne og kemien på plads, er det tid til opskriften. Der bliver 12 store marengs af denne portion.

Store marengs med chokoladestriber og tyggegummi

  • 90 g æggehvider (3 stk.)
  • 150 g sukker
  • 1 tsk. vanillesukker
  • 40 g mørk chokolade

Hæld et par dråber eddike i røremaskinens helt rene skål, og tør det rundt med et stykke køkkenrulle. Det fjerner den eventuelle sidste fedthinde, der måtte være i skålen eller på piskeriset. Det er umuligt at piske hviderne stive, hvis der er den mindste smule fedt på skål eller piskeris.

Marengs

Varm ovnen op til 150°. (Alm. ovn, ikke varmluft.)

Hviderne piskes helt stive (vend skålen på hovedet, så du er sikker!). Bland sukker og vanillesukker, og tilsæt sukkeret en spiseskefuld ad gangen, mens du pisker. Pisk i 5-10 minutter og tjek, at alt sukkeret er opløst ved at gnide lidt af marengsmassen mellem fingrene. Hvis du kan mærke sukkerkorn, må du piske lidt længere.

Smelt imens chokoladen over vandbad. Hæld chokoladen henover den færdige marengs og vend den i med en dejskraber. Det skal ikke blandes helt, der skal være mønster i.

Marengs

Afsæt 12 store marengs med to spiseskeer på en bageplade med bagepapir, og bag dem midt i ovnen i 25 minutter. Sluk ovnen og lad marengsen stå i en time i den slukkede (og lukkede) ovn, før du tager dem ud og lader dem afkøle helt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *