Spaghetti Carbonara, Nikolais speciale

Hvordan er den perfekte Spaghetti Carbonara i dine øjne? Grynet, cremet, sprød, blød? Min søn Nikolai har med jævne mellemrum forfinet opskriften, så den nu er helt perfekt. Altså, i vores øjne.

Baconen skal være sprød, spaghettien skal være blød, men stadig med bid, og cremen skal være cremet med masser af peber! Friskkværnet peber er det, som har gjort den største forskel i vores Spaghetti Carbonara,  og det er først for nylig, at Nikolai har knækket nødden og fundet den afgørende smag.

Spaghetti Carbonara

(4 personer)

  • 500 g spaghetti
  • 300 g bacon
  • 3 fed hvidløg
  • 4 pasteuriserede æggeblommer
  • 2 dl. piskefløde
  • 100 g parmesan
  • Salt og rigeligt med peber

Ingredienser Spaghetti Carbonara

Spaghettien koges al dente i saltet vand med en skefuld olie efter anvisningerne på pakken. Spaghettien hældes i et dørslag og herefter tilbage i gryden, så alt vandet ikke dræner fra. Det må gerne være en smule fugtigt.

Bacon steges på en tør pande sammen med de tre hele fed hvidløg, til den er sprød. Hvidløgsfeddene kasseres.

Æggeblommerne blandes med parmesan og fløde og smages til med salt og rigeligt med friskkværnet peber. Da æggeblommerne er pasteuriserede, er det risikofrit at smage cremen til, selvom den er rå. – Den skal smage af peber!

Bacon og creme vendes rundt med pastaen og serveres straks med en simpel tomatsalat og en skive godt brød.

Spaghetti Carbonara

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *