Små brombærtærter – Småkagemandens endeligt

Småkagemanden med hjerte  blev opfundet i december. I januar havde vi stadig nogle stykker tilbage af version 3 og 4, som ikke nåede at blive spist til jul. Nogle af dem var let tilskadekomne, knækkede eller lidt af glasuren var knækket af. Det var på tide, at småkagemændene kom videre til den næste verden. De skulle have nyt liv. Her blev ideen om små brombærtærter vækket til live.

Brombærtærter

Vi har ofte julesmåkager liggende i kagedåserne til langt ind i det nye år. De sidste bliver først smidt ud, når vi skal bruge kagedåsen til nye, friske kager til næste jul, og resten af året er det ikke mange småkager, vi spiser. Men nytårsforsættet for 2017 er for mange at mindske madspil, så hvorfor ikke spise os ud af overfloden?

Brombærtærter

Brug, hvad du har!

I princippet kan man variere denne opskrift i det uendelige. Princippet er en bund som i en cheesecake, men hvorfor skulle man lade sig nøje med Digestive eller Oreos? Måske har du andre julesmåkager: Vanillekranse, fedtebrød, pebernødder, klejner – det er kun et spørgsmål om at finde en mousse til at komme på toppen, som harmonerer med småkagen i bunden. Forestil dig en vanillekransebund med chokolade- eller jordbærmousse, en kokosmakronbund med ananasmousse eller en klejnebund med appelsinmousse? Der er uendelige muligheder. Kun din fantasi sætter grænser.

Brombærtærter

Jeg fik nogle små tærteforme med løs bund af mine sønner i julegave. De var oplagte til denne kage, men du kan naturligvis lave det som en hel tærte. Jeg vil dog anbefale dig at bruge en form med løs bund, for du skal være forsigtig, når bundene skal lempes ud af formen.

I mine tanker havde jeg en forestilling om, at en brombærmousse ville smage dejligt sammen med den let krydrede småkagemand. Det værste var at trykke på knappen på blenderen, og kvadre småkagemændene til småstumper. De kom i med glasur og røde hjerter, det betyder ingenting for smagen, men de røde hjerter gør, at der komme små, pink stykker i bunden, som farvemæssigt er perfekt sammen med moussen. Der blev 8 små brombærtærter af portionen, 10 cm i diameter.

Små brombærtærter

  • 300 g frosne brombær
  • 80 g sukker
  • 5 blade husblas
  • 5 dl. piskefløde
  • 150 g hvid chokolade, finthakket
  • 50 g mørk chokolade
  • Lidt pink glimmerstøv

Tærtebund

Småkagemændene blendes til fine krummer. Smørret smeltes og blandes godt med krummerne. Det fordeles i 8 små tærteforme og presses godt sammen. Start med kanterne og afslut med bunden. Bundene stilles i køleskabet, til de er helt kolde.

Brombærmousse

De frosne brombær bringes i kog sammen med sukkeret i en lille gryde. Lad simre for svag varme i 10 minutter. Brombærrene passeres gennem en sigte, så der kun er saft i skålen, og alle kerner er sorteret fra.

Husblas udblødes i koldt vand i minimum 20 minutter. Fløden varmes op til kogepunktet, og halvdelen hældes over den finthakkede, hvide chokolade. Lad det stå et øjeblik og rør så, til al chokoladen er smeltet, og massen er jævn. Tilsæt resten af fløden og rør igen.

Husblassen trykkes fri for vand og smeltes i den varme flødeblanding. Brombærsaften tilsættes, og alt blandes godt.

Læg et stykke husholdningsfilm ned på overfladen og sæt skålen på køl til massen er helt fast, gerne natten over.

Pynt

Den mørke chokolade tempereres, fyldes i et lille kræmmerhus og sprøjtes ud i små snirkelblomster på en frysepose, så det er nemt at flytte med og nemt at få af igen. Afkøles helt. Når blomsterne er helt kolde, pensles de med lidt pink glimmerstøv.

Brombærtærter

Samling af kagerne

Tærtebunden trykkes forsigtigt ud af formen, og den løse bund løsnes med en spids kniv. (Det er ikke verdens ende, hvis du kommer til at knække en af bundene. Hvis du varmer den kort i mikroovnen, smelter smørret, og du kan nu presse den sammen i tærteformen igen.)

Brombærtærter

Brombærmoussen piskes igennem i en stor skål til den bliver lysere og mere luftig. Pisk ikke for længe, for så bliver den grynet. Hellere for lidt end for meget. Fyld moussen i en sprøjtepose med rund tylle og sprøjt den i toppe på dine tærtebunde.

Brombærtærter

Pynt kagerne med chokoladeblomsterne og servér. Hvis du skal have kagerne stående i køleskabet indtil servering, skal du ikke sætte chokoladepynten på før servering.

Brombærtærter er som sagt kun én mulighed ud af mange. Lad mig endelig vide i kommentarfeltet, hvordan du vil variere denne opskrift:-) Jeg glæder mig til at høre fra dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *