Red Velvet Cake – rødt fløjl møder marengs

Red Velvet Cake

Jeg eeeelsker marengs. De er sprøde, søde, knasende og helt fantastiske. Især hvis jeg kan få lov at sætte farve på. (Gammel arbejdsskade, det med farverne…) Marengs bliver det fineste kagepynt, som stave på siderne af kagen og på toppen som toppe i forskellige størrelser. Når man bruger pastafarve i striber på indersiden af posen, er ikke to marengs ens.

Red Velvet Cake

Jeg har længe haft et godt øje til den amerikanske Red Velvet Cake, som ligner dybrødt fløjl, selvom det dybest set er en chokoladekage.

Hvis jeg så kunne få tilføjet lidt solbær som smag, og fordi det er så perfekt i farven til den dybe røde? Yes! Solbær-chokolade-marengs-kagen er nu en realitet. Bare med en lille smule smørcreme til at få det hele til at hænge sammen:-)

Red Velvet Cake

For en gangs skyld er kagen uden mousser eller andet, som skal have kageplast til at holde sammen på det hele. Kagen er bagt i tre kageforme med en diameter på 25 cm, men hvis du ikke har tre, kan du bare bage dem én ad gangen.

Red Velvet Cake

Rød fløjlslagkage

Solbærmarengs

  • 3 pasteriserede æggehvider
  • 115 g sukker
  • 2 spsk. solbærmarmelade
  • 115 g flormelis
  • Rød og lilla pastafarve

Red Velvet bunde

  • 270 g blødt smør
  • 475 g sukker
  • 1½ tsk. vanillesukker
  • 3 æg, stuetemperatur
  • 550 g mel
  • 3 tsk. bagepulver
  • 1½ tsk. natron
  • 2 spsk. mørk kakao
  • 4 dl. kærnemælk
  • 2 flasker rød frugtfarve (eller rød pastafarve, jeg vil tro, du skal bruge 1/3 bæger)

Smørcreme

  • 135 g pasteuriserede æggehvider, stuetemperatur
  • 3 spsk. sukker
  • 185 g sukker
  • 2¼  dl. vand
  • 425 g smør, koldt

Derudover skal du bruge ca. 6 spiseskefulde solbærmarmelade, når du samler kagen.

Red Velvet Cake

Solbærmarengs

Ja, det er samme fremgangsmåde som til Sukkerstok-lagkagen, men der skal solbærsmag i disse. Marengs kan med fordel laves et par dage før. Hæld et par dråber eddike i røremaskinens helt rene skål og tør det rundt med et stykke køkkenrulle. Det fjerner den eventuelle sidste fedthinde, der måtte være i skålen. Det er umuligt at piske hviderne stive, hvis der er den mindste smule fedt på skål eller piskeris.

Hviderne piskes helt stive (vend skålen på hovedet, så du er sikker!). Blend evt. solbærmarmeladen eller fisk udenom bærrene og brug det tynde af marmeladen. Marmeladen hældes i en sigte over en skål med sukkeret. Det presses godt mod sigtens masker, så der ikke kommer bær eller kerner med, men du skal skrabe det hele af sigtens bagside, så du får så meget med som muligt. Tilsæt de 115 g sukker og solbær lidt efter lidt. Smag marengsen til med ekstra marmelade, hvis du synes.  Pisk igen, til æggehviderne er helt glatte og blanke. Flormelis sigtes i skålen og vendes forsigtigt i marengsen.

Tag en engangssprøjtepose og sæt den over et glas. Et trægrillspyd dyppes i pastafarverne, og der laves et par striber med hver farve indvendig i sprøjteposen fra spidsen og ca. ⅓ op i posen. Marengsen fyldes i sprøjteposen, og der klippes et hul i spidsen, ca. 5 mm i diameter.

Red Velvet Cake Marengs

På et stykke bagepapir tegnes der lange, lige streger, så du har noget at tegne efter. Der lægges et stykke bagepapir ovenpå (sæt det evt. lidt fast med et stykke tape, så det ikke rutscher rundt) og med sprøjteposen afsætter du nu lange stave af marengs med halvdelen af marengsmassen. Den anden halvdel sættes i kyskager i forskellig størrelse. Lad marengsen hvile på køkkenbordet i 20 minutter, før du bager dem i 1 time og 45 minutter ved 100° varmluft, alle tre eller fire plader på én gang. Når tiden er gået, sætter du en grydeske i klemme i ovnlågen, så den står på klem og lader marengsen stå i ovnen, til den er helt kold.

Red Velvet bunde

Smør, sukker og vanillesukker piskes lyst, det tager 8-10 minutter. Æggene røres i ét ad gangen. De tørre ingredienser blandes og røres i, skiftevis med kærnemælken, hvor frugtfarven er rørt i. Farven på dejen er mørk rød.

Dejen deles i tre og bages i lagkageforme (Ø25 cm) med bagepapir i bunden, ca. 35 minutter ved 180°. (160°, hvis du bager alle tre ved varmluft. Husk at bytte dem om midtvejs, da ikke alle ovne bager jævnt.)

Alle bunde afkøles helt og en evt. buet top trimmes af, så de bliver helt lige. (Alternativt kan du bruge mit trick til at få lige lagkagebunde.)

Smørcreme

Sørg igen for at skålen og piskeriset er helt rene, gentag proceduren med eddiken. Pisk æggehviderne helt stive. Tilsæt de tre spiseskefulde sukker og pisk igen, til massen er helt blank og glat.

Hæld vandet og de 185 g sukker i en lille gryde. Varm det op og rør indtil sukkeret er opløst. Derefter må du ikke røre mere i det!!! Lad sukker og vand koge for god varme, indtil det når en temperatur på 120°. Det tager 10-15 minutter.

Hæld den 120° varme sukkerlage i æggehviderne, mens maskinen pisker kraftigt. Pas på ikke at hælde sukkeret på skålens kant eller piskeriset, kun ned i æggehviderne!

Tilsæt det kolde smør én spiseskefuld ad gangen, mens maskinen pisker på medium hastighed. Hvis cremen skiller, pisker du kraftigere, indtil den har samlet sig igen. Formålet er at køle ægge-/sukkermassen ned med det kolde smør, indtil cremen er jævn, og al smørret er pisket ind i. Fortsæt med at piske smørcremen nogle minutter, indtil den er meget blank og luftig og uden lufthuller. Der er cirka 600 g smørcreme i alt.

Samling af kagen

Tag 250 g af smørcremen fra til samling af kagen. To af bundene smøres jævnt med solbærmarmeladen. Læg den ene bund på et lagkagefad. Herpå smører du et lag smørcreme (125 g), før du lægger den næste bund med solbærmarmelade ovenpå. Endnu et lag smørcreme, før du lægger den sidste lagkagebund på. – Vælg den med den fladeste og glatteste side opad til den øverste kagebund.

Red Velvet Cake uden pynt

Kagen smøres nu med et tyndt lag smørcreme for at binde evt. løse krummer og sættes på køl, indtil overfladen er fast.

Smør derefter hele kagen op med resten af smørcremen til et glat og ensartet lag. Skær marengsstavene ud i passende længder med en tung, skarp kniv og sæt dem fast i smørcremen hele vejen rundt om kagen.

Til sidst pynter du toppen af kagen med små marengs i forskellige størrelser, som placeres lidt tilfældigt, men helt tæt.

Red Velvet Cake

One Reply to “Red Velvet Cake – rødt fløjl møder marengs”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *