Pæretærte, Tupperware og Eerie, Indiana

Jeg har en tilståelse: Jeg har aldrig været fan af Tupperware. (Og  før, du forlader bloggen, så læs til ende. Det er hverken en kritik eller en lovprisning af produkterne, men en personlig historie.)

Da jeg var barn, blev der vist en amerikansk serie i TV, Eerie Indiana. Den var en blanding af noget mysterie, noget sjovt og noget lidt uhyggeligt. Særligt ét afsnit har sat sig fast i min hukommelse, nemlig det allerførste med titlen ‘Foreverware’. Det handler om drengen Marshall, som finder ud af, at to drenge i byen ikke har ændret udseende, siden de var med i skoleårbogen i 1964, så de har gået i 7. klasse de sidste 30 år!

Det skyldes naturligvis, at deres mor (som stadig ser ud, som om hun er 35) hver aften har puttet dem i hver sin Foreverware-boks, har piftet låget og ladet dem ligge der hele natten… Alt, hvad man putter i en Foreverware kan holde evigt, hvis man bare husker at lukke låget rigtigt. Marshall bliver bedt om at hjælpe dem, men hvordan?

Afsnittet kan ses på Youtube lige her. Jeg kluklo flere gange, det er simpelthen så fint fundet på:-)

Derfor har Tupperware haft svært ved at imponere mig. Jeg har haft svært ved at tage produkterne alvorligt uden at tænke på Eerie, Indiana. Men jeg har dog en enkelt Tupperware bage-gadget, som jeg er vildt glad for: Mini-tærteformen med tilhørende udstikker! Tærterne bliver ensartede og fine, små portionsstørrelser, og så er det supernemt at få dejen til at passe ned i formen, når der hører en udstikker med. Formen er i silikone, udstikkeren er i hård plast.

Jeg fik lyst til at bage denne pæretærte i dag. Med Tupperware formen bliver der 12 små tærter. Og ellers bliver der en almindelig tærte ud af opskriften. Tærten kunne også have været bagt med henkogt ananas eller ferskner. Du bestemmer!

Pæretærte med chokolade

  • 150 g smør
  • 250 g mel
  • 125 g sukker
  • 1 tsk. vanillesukker
  • ½ tsk. stødt ingefær
  • 1 æg
  • 1 dåse pærer
  • 100 g mørk chokolade

Ingredienser Pæretærte

Mel blandes med sukker, vanillesukker og ingefær. Smørret smuldres i de tørre ingredienser, til det er nærmest grynet. (Jeg har tidligere brugt håndmixeren, men nu bruger jeg min Kitchen Aid med piskeriset monteret.)

Pæretærte

Dejen samles med ægget og hviler i køleskabet i en frysepose i minimum 20 minutter.

Imens drypper frugten af i et dørslag, og chokoladen hakkes groft.

Dejen æltes hurtigt igennem igen og rulles ud på et meldrysset bord. Den smurte tærteform beklædes med dej. Chokoladen drysses ud over bunden, og pærerne fordeles jævnt.

Der lægges et låg på af dejen, og der laves et par slidser i låget, så dampen kan slippe ud.

Pæretærte

Tærten bages ved 200 grader i ca. 40 minutter, hvis det er en stor tærte og ca. 30 minutter, hvis det er de små tærter.

Din pæretærte skal køles af og serveres lun med creme fraiche, flødeskum eller skyr med vanille, hvis det skal lyde lidt sundere;-) – Og und dig selv at se et afsnit af Eerie, Indiana!

Pæretærte

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *