Naanbrød på Bagestålet

Jeg når mange forelskelser på en uge. Den ene dag er det gensynet med fastelavnsbollerne, som får smilet frem. En anden dag er det en nyforelskelse i et Bagestål. Lørdag var det så en forelskelse i naanbrød bagt på Bagestålet.

Jeg var slet ikke klar over, at jeg i den grad manglede et bagestål. Jeg har længe været irriteret over at bruge bagestenen fra grillen i ovnen. Pizzaerne blev langt fra sprøde og blev ikke bagt hurtigere eller bedre end på en almindelig bageplade. Når jeg forsøgte at bage surdejsflûtes på den, var den for lille, så mine flûtes hang ud over kanten, og de blev stadig ikke sprøde under bunden. Men jeg havde set tillokkende resultater med et bagestål.

Naanbrød

 

Bagestålet er en 6 mm tyk stålplade, som man varmer op sammen med ovnen, så den er rygende varm, når man skal bage på den. Den fordeler varmen jævnt og holder godt på den, så man får langt bedre resultater end på en almindelig bageplade, og kan bage mange brød i træk. Jeg har kun haft mit bagestål i knap en uge, og har kun bagt pizza og naanbrød på det. Men begge gange levede det bestemt op til mine (høje) forventninger. Jeg har købt mit bagestål på Bagestålet.dk. Bagestålet gør bunden sprød, men reducerer også bagetiden væsentligt. (Dette er ikke et sponseret indlæg. Alle ord er mine egne.)

Jeg har tidligere bagt naanbrød. Opskriften var med bagepulver, men som alle andre bagepulverbrød er det godt som nybagt, men så snart det er koldt, er det tørt. Jeg har bladret videre i Meyers Brød, hvor der bl.a. også er opskrift på naanbrød. Dette er en tilrettet version af hans opskrift. Der bliver enten 5 meget store naanbrød eller 8 i almindelig størrelse.

Naanbrød

Naanbrød

  • 2½ dl. lunkent vand
  • 30 g gær
  • 1 dl. yoghurt naturel
  • 1 æg
  • 1 dl. flydende oliemargarine
  • 10 g salt
  • 10 g sukker
  • 650 g hvedemel
  • Olivenolie til at pensle med
  • Krydderier, krydderurter, frø til at drysse med (Jeg brugte Garam Masala med hhv. frisk koriander og Nigellafrø.)

Opløs gæren i det lunkne vand. Tilsæt yoghurt, æg, oliemargarine, salt og sukker, og rør godt.

Hæld melet i ad et par gange og ælt dejen på røremaskinen til den er blød og slipper skålen helt. Det tager ca. 10 minutter.

Lad dejen hæve tildækket og lunt (jeg hæver mit brød i ovnen ved 37°) i 1 times tid, til det har nået dobbelt størrelse.

Sæt bagestålet i ovnen og varm den op til 250° ved undervarme kombineret med varmluft. Det tager ca. 40 minutter, før ovn og bagestål er klar.

Hæld forsigtigt dejen ud på et meldrysset bord. Det gælder om at bevare så mange luftlommer i brødet som muligt. Dejen skal ikke æltes igennem, så slår du luften ud af den. Del dejen i 5-8 stykker og form dem ved at stramme dejen op og lave en rund, stram kugle. Lad dejkuglerne hæve tildækket på bordet i en halv time.

Når dejen er færdig med at hvile, trykker du den forsigtigt ud til en oval. Herefter tager du fat i kanten på ovalen og lader tyngdekraften strække den ud, så naanbrødene bliver tyndere på midten end i kanterne. Ikke noget med at bruge en kagerulle, det presser luften ud;-)

Dine naanbrød lægges på bagepapir, pensles med olie og drysses med krydderier/krydderurter. Brødene lempes ind på bagestålet og bages i ca. 4 minutter, til de er gyldne og bobler op. Brødene skal være bløde, ikke sprøde.

Hvis du ikke har et Bagestål, kan du sagtens bage naanbrød uden. Ovnen opvarmes til 250°, og brødene bages 8-10 minutter, til de er gyldne.

Lad brødene køle af under et rent viskestykke. Server naanbrød til al indisk mad, men især denne dal.

Naanbrød

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *