Marmorkage med solbær – bare et lille stykke, tak

Kender vi ikke alle én, som altid er på kur og har dårlig samvittighed, når der bliver serveret kage? Men som alligevel når at spise tre stykker, for “det smager jo meget godt, og jeg tog jo kun et lille stykke til at begynde med”? Eller kollegaen, som aldrig kan få kage nok, og som altid går efter det største stykke?

Jeg har en bageform til den slags situationer. Formen er en randform i silikone, produceret af det tyske firma Konstantin Slawinski, designet af trioen Ding3000. Formen kan købes lige her og rummer ca. 2 liter.

Konstantin Slawinski S-XL CAKE

I dag kom inspirationen til kage fra min mand, som ligger i sengen med bihulebetændelse. Han er sikker på, han bliver hurtigere rask, hvis han bare får kage:-) Allerhelst lagkage, men mine tanker gik omkring S-XL formen.

Hvorfor er en marmorkage altid brun og gul? Kunne man ikke gøre den lidt mere festlig og gøre den lilla og gul, måske? I køleskabet stod resterne af et glas hjemmelavet solbærsyltetøj, hvor “nogen” havde fisket bærrene op, så der nærmest kun var det tynde tilbage…

Marmorkagen med solbær er meget luftig og saftig pga. kærnemælken og de mange æg.

Marmorkage med solbær

  • 300 g margarine
  • 300 g sukker
  • 3 tsk. vanillesukker
  • 6 æg
  • 450 g mel
  • 2 tsk. bagepulver
  • 2 tsk. natron
  • 1 knivspids salt
  • 1 ½ dl. kærnemælk
  • 4 spsk. solbærsyltetøj uden for mange bær
  • 2 spsk. mel
  • Flormelis til pynt

Ingredienser Marmorkage

Margarine, sukker og vanillesukker piskes blødt og cremet. Æggene tilsættes ét ad gangen. Mel blandes med bagepulver, natron og salt og tilsættes skiftevis med kærnemælken, mens der piskes godt.

Dejen deles i to portioner, og den ene tilsættes solbærsyltetøjet og de ekstra spiseskefulde mel, og der røres godt. (Dejen bliver en grå-blå-lilla farve, som ser lidt skummel ud;-D)

Marmorkage med solbær

Da en silikoneform er ret blød, sættes den på en rist eller bageplade, før den fyldes, så man ikke skal flytte for meget på den bagefter. Formen sprayes med en oliespray og drysses med mel, før dejene lægges i én spiseskefuld ad gangen, skiftevis den lyse og den lilla. Når al dejen er fordelt, trækkes et træ-grillspyd tre omgange igennem dejene, så de blandes let.

Marmorkage med solbærMarmorkage med solbær

Kagen bages midt i ovnen i ca. 45 minutter ved 180 grader. Mærk efter med et træspyd, om kagen er bagt, før den tages ud.

Når kagen har kølet af i formen i 15-20 minutter, kan den vendes ud på et kagefad og drysses med sigtet flormelis.

Marmorkage med solbær

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *