Lavendelmarengs – en duft af Provence

Har du været på ferie i Sydfrankrig? Har du duftet lavendelmarkerne eller været i en lille souvenirbutik, som sælger alt, der kan høre under kategorien lavendelduft? Elsker du, som jeg, duften en varm sommerdag i haven? At lade hænderne glide igennem de blomstrende lavendler, så duften bliver hængende på hænderne i lang tid efter? Jeg har været på rejse til Provence i dag. I mit eget køkken. I januar. Jeg har bagt lavendelmarengs! De er lavendelstribede udenpå, men cremen indeni smager af lavendel – og er lavendelfarvet:-)

Lavendelmarengs

Vidste du, at man siger om et hus, hvor lavendlen trives, og der er mange af dem, at der bestemmer konen? Måske er det rigtigt. (Men sig det ikke til min mand;-))

Lavendel

Man kan købe tørret lavendel flere steder, hvis du (også) glemte at hænge lavendelbuketter til tørre, da det var sommer. Jeg købte mine for et stykke tid siden i Flying Tiger, hvor jeg havde tanker om lavendel-te eller en pæretærte med lavendel. Men det her er meget bedre!

Jeg valgte at farve cremen lilla med Wilton pastafarve. Tørrede lavendler har en lidt trist grågrøn farve, når de er blevet pulveriseret i en morter. Den lilla creme fremhæver striberne i marengsen på fineste vis. Det fremgår vist tydeligt af billederne.

Dette er ikke min første opskrift, som involverer marengs, for jeg er næsten lige så vild med marengs, som jeg er med lavendel. Jeg har bagt en sukkerstoklagkage og en red velvet lagkage. Men i begge har marengsen kun en birolle. I lavendelmarengs spiller de førsteviolin!

Der blev 30 dobbelte marengs af portionen.

Lavendelmarengs

Marengs

  • 3 æggehvider
  • 100 g sukker
  • 100 g flormelis
  • Lilla pulverfarve
  • 60 perlemorssukkerkugler

Lavendelcreme

  • 100 g blødt smør
  • 200 g Philadelphia Naturel (ikke light!)
  • 2 tsk. tørret lavendel
  • 325 g flormelis
  • Lilla pulverfarve

Marengs

Hæld et par dråber eddike i røremaskinens helt rene skål, og tør det rundt med et stykke køkkenrulle. Det fjerner den eventuelle sidste fedthinde, der måtte være i skålen. Det er umuligt at piske hviderne stive, hvis der er den mindste smule fedt på skål eller piskeris.

Hviderne piskes helt stive (vend skålen på hovedet, så du er sikker!) og tilsæt de  100 g sukker lidt efter lidt. Pisk igen, til æggehviderne er helt glatte og blanke. Flormelis sigtes i skålen og vendes forsigtigt i marengsen.

Sej marengs

Tag en engangssprøjtepose med en stjernetylle i, og sæt den over et glas. Et trægrillspyd dyppes i pastafarven, og der laves et par tynde striber indvendig i sprøjteposen fra spidsen og ca. ¼ op i posen. Marengsen fyldes i sprøjteposen.

Pastafarve i sprøjteposen

På et stykke bagepapir tegner du cirkler (fx. efter en lille skål) med lidt afstand, så du har noget at tegne efter. Der lægges et stykke bagepapir ovenpå (sæt det evt. fast med en lille klat marengs, så det ikke rutscher rundt), og med sprøjteposen afsætter du små cirkler af marengs med en diameter på 4-5 cm. Sæt en lille perlemorssukkerkugle midt på hver marengs.

Lad marengsen hvile på køkkenbordet i 20 minutter, før du bager dem i 1 time ved 100° varmluft, alle tre plader på én gang. Når tiden er gået, sætter du en grydeske i klemme i ovnlågen, så den står på klem og lader marengsen stå i ovnen, til den er helt kold.

Lavendelmarengs

Lavendelcreme

Start med at støde lavendlen til helt fint støv i en morter. Nyd imens duften af Provence, sol og sommer. Det er den allerbedste del af denne proces:-) Som du kan se, er der ikke meget forførende over det grønne støv i morteren, men duften er uimodståelig.

Lavendel

Det bløde smør piskes godt med Philadelphia flødeosten, så der ikke er nogen klumper tilbage. Tilsæt lidt lilla pastafarve, indtil farven er, som du vil have den. Bland lavendelstøvet med flormelis. Sigt begge dele ned i smør-/osteblandingen og pisk det godt sammen.

Sæt en lille stjernetylle i en ny engangssprøjtepose og fyld cremen i. Sprøjt cremen på bunden af en marengs. Læg den sammen med en anden marengs, så den har to pæne sider.

Nyd nu din lavendelmarengs. Glæd dig til den varme lavendelduft til sommer, uanset om du får den i haven herhjemme eller i store doser i Provence. Og husk så at plukke lavendler til at tørre, så du har dem på lager til næste vinter.

Lavendelmarengs

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *