Krymmel – når du bare VIL have den rigtige farve

Jeg bryder mig ikke om at gå på kompromis, når det gælder udseende! Altså, udseendet på mine kager… Farverne skal være de rigtige og de samme, som jeg har udtænkt. Jeg kan bruge evigheder på at lede efter krymmel i lige præcis den rigtige farve, og jeg finder det sjældent, fordi det ikke fås i den farve, jeg havde tænkt.

Et eksempel: Til vores kobberbryllup havde det været fedt, hvis man havde kunnet få kobberfarvet krymmel til de medaljer, vi fik til dessert. Det nærmeste, jeg kom det, var noget kobberfarvet, spiseligt glimmer, og som jeg lærte at nøjes med.

Krymmel

Jeg ved godt, det er en “arbejdsskade” fra min tid som indretningsarkitekt, men når jeg ved blot at kigge på en farve, nærmest kunne lire NCS-koden af, så har jeg arbejdet så meget med det, at det ligger på rygraden.

MEN nu har jeg simpelthen fundet metoden til altid at kunne bruge krymmel i den rigtige farve. Jeg laver det da bare selv!? Det er supernemt, at du ved det! Man kan undre sig over, at jeg ikke er kommet i tanker om det noget før?!

Du kan også tjekke min opskrift på regnbuekrymmel lige her.

Krymmel

Jeg havde to sprøjteposer med tiloversbleven æggehvideglasur (royal icing) liggende i køleskabet fra mine Påskekyllinger og Marengskyllinger, og havde ikke planer om at skulle bage flere kyllinger til denne påske. Altså, en sort og en orange. Der var klippet et lillebitte hul i spidsen af begge, så det var tynde streger, jeg tegnede med. Disse to farver blev til fire slags krymmel.

Krymmel

Krymmel

  • Flormelis
  • 1 æggehvide
  • Pastafarve i de ønskede farver
  • Evt. glimmerstøv

Rør æggehviden med en passende mængde flormelis, til du har en lidt stiv glasur. Del evt. glasuren op i mindre portioner, hvis du vil have forskellige farver og bland pastafarve i, til du har de ønskede farver. Fyld glasuren i en sprøjtepose og klip den yderste spids af, så du får et hul på 1-1½ mm bredde.

Krymmel

Læg bagepapir på bordpladen. Du får krymmel nok til 6-7 stykker bagepapir i almindelig størrelse. Tryk glasuren jævnt ud af posen i tynde streger. Hold sprøjteposen et par centimeter over bordpladen. Dermed undgår du at lavede rystede streger. Glasuren når at rette op på det i luften, så du får lange, lige streger. Flyt hånden fra den ene ende af papiret til den anden, ikke frem og tilbage. Du vil kun have lige stykker krymmel, ikke buede;-)

Glasurstriberne kan ligge ret tæt på papiret, de må bare ikke røre ved hinanden. Lad glasuren tørre i minimum 12 timer.

Alternativt kan du sætte pladerne med krymmelstriber i ovnen ved 80° varmluft. Så er krymlen færdigtørret på ca. 15 minutter.

Krymmel

Når glasuren er helt tør, slipper den let papiret. Løsn alle striberne og put dem i en frysepose og luk den til. Pyt med, om de knækker – det skal de alligevel. Gnid fryseposen mellem hænderne, indtil krymlen har den rigtige størrelse.

Krymmel

Her kan du vælge at sige, at du er færdig. Men du kan også dele hver farve op i to poser – og putte lidt glimmerstøv i den ene pose og ryste den. Jeg brugte kobberstøv til det orange krymmel, og pink glimmerstøv til det sorte krymmel. Resultatet af den halve times arbejde var krymmel i mine helt egne farver – med glimmerstøv og lige til at drysse på en kage eller en dessert.

Krymmel

Du behøver selvfølgelig ikke lave dit eget krymmel først for at få glimmerstøv på dit krymmel. Hvis du fx. har nogle sukkerhjerter, som du vil gøre ekstra festlige, er der ingen, der siger, man ikke må drysse glimmerstøv på dem også;-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *