Krydderkage – nu også som muffins

Jeg har altid elsket, når min mor bagte krydderkage. En luftig, let svampet krydderkage, som duftede af lækre krydderier i hele huset.

Jeg fik på et tidspunkt lokket opskriften fra hende, men kom til kort, da man skulle bruge et brev “Dr. Oetker brunt bagepulver”. Det kunne jeg ikke opdrive nogen af de steder, jeg handlede, så jeg måtte smage mig frem, indtil jeg havde fundet den rigtige blanding og det rigtige forhold af krydderier.

Jeg vil til hver en tid påstå, at denne blanding er den rigtige, men det er udelukkende baseret på min smagshukommelse. Måske er der andre krydderier i, og hvis du har lyst til at eksperimentere, skal du være velkommen.

Jeg plejer at bage krydderkagen i en 2 liters form, men da jeg har brugt de sidste par dage på at rydde op og flytte rundt i køkkenskabene, dukkede der nogle muffinforme op. Jeg vidste godt, jeg havde dem (nej, der var et sæt juleforme, som jeg har fået som gave en gang til jul, som aldrig har været pakket ud… Nu ved jeg, hvor de er, når det bliver jul igen:-)), men det er længe siden, de har været brugt.

Nordic Ware Sweetheart Roses bageform

Formen er ellers helt vildt fin. Den hedder Sweetheart Roses og er fra Nordic Ware USA. Formene er støbt i aluminium og er ret dyre, men jeg havde mulighed for at købe dem billigt på et tidspunkt. Der er livstidsgaranti på formene, så hvis du bare behandler dem ordentligt, kommer de til at tjene dig i mange år. – Og så er de måske ikke så dyre alligevel? Lad endelig være med at kigge på sortimentet på hjemmesiden, for det er nærmest umuligt ikke at lade sig friste;-)

Jeg bruger den geniale Lurpak smørspray til at smøre formen med. Kombinationen af slip-let-belægningen og smørsprayen gør det nemt at få kagerne ud, selvom formen er ret detaljeret.

Krydderkage

  • 2 store æg
  • 300 g sukker
  • 1½  tsk. bagepulver
  • 1½ tsk. natron
  • 1 tsk. stødt ingefær
  • 1 tsk. allehånde
  • 1½  tsk. stødte nelliker
  • 1 tsk. kanel
  • 400 g mel
  • 250 g smør eller margarine
  • 2½ dl. kærnemælk

Ingredienser - Krydderkage

Æg og sukker piskes hvidt og skummende over vandbad. Krydderier og mel sigtes i og blandes godt. Smeltet smør røres i skiftevis med kærnemælken. (Det var det;-))

Hvis du vil bage krydderkagen i en 2 liters rugbrødsform, skal den bage ca. en time ved 175°.

Hvis du vil bage krydderkagen som muffins, skal du kun fylde formene halvt op. De skal bage ca. 17 minutter ved 220°. (Der bliver ca. 20 muffins af portionen.)

Mærk, ved at stikke et træspyd ned i kagen, om den er gennembagt.

Krydderkage - Muffins

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *