Mortens koldskål – eller Anders Ands

Du kan svagt huske de få dage sidste sommer, hvor det var for varmt til, at du gad lave eller spise aftensmad, ikke? Og hvor du ikke havde den mindste smule dårlig samvittighed over at spise børnene af med en kold og læskende koldskål med kammerjunkere i? Måtte den dag snart komme igen;-)

Koldskål

Jeg har i mange år haft et lidt anstrengt forhold til koldskål. Som barn er jeg vokset op med, at koldskål var dessert, og vi havde fået rigtig mad først. Vi fik flødeskum og cornflakes på, men min søster og jeg fik lov at drikke koldskålen (med flødeskum) af glas med sugerør og spise de tørre cornflakes af en skål ved siden af. Min eksmand lavede en koldskål med mange æg og meget vanille, så den var tyk og meget sød. – Meget mere dessert…

Koldskål

Da jeg mødte Morten, og han engang imellem foreslog koldskål til aftensmad, rynkede jeg lidt kræsent på næsen. “Det er jo ikke rigtig mad.” Men nogle gange føjer man sig og indgår kompromisser, og Morten fik lov at lave koldskål. Og den kunne jeg rent faktisk li’.

Morten fik Anders Ands kogebog i julegave i 1986. Det er altid den kogebog vi bruger til Svensk pølseret og “Anders’ nemme koldskål”. En klassiker med kærnemælk og æg – og masser af frugt, for der er ikke så meget sukker i. (Men naturligvis rigeligt med kammerjunkere;-))

Koldskål

Du bestemmer, hvilken slags frugt du vil have i. I jordbærsæsonen kommer der naturligvis masser af solmodne jordbær i, skåret i mindre stykker, så saften trænger lidt ud i koldskålen og farver den lyserød. Udenfor sæsonen putter Morten en dåse “Cocktailfrugt” og nogle skiveskårne bananer i. Og husk endelig kammerjunkerne, som du finder opskriften på her;-) Portionen er til 4 personer.

Koldskål

  • 2 æg
  • 4 spsk. sukker
  • 1 tsk. vanillesukker
  • 1 liter kærnemælk
  • Revet skal og saft af ½ usprøjtet citron
  • 500 g jordbær og 1 spsk. sukker
  • – eller anden frugt, fx. en dåse cocktailfrugt og en banan

Pisk æggene tykt og skummende sammen med sukker og vanillesukker. Tilsæt kærnemælken og bland det godt. Smag til med citronsaft og -skal.

Hvis du bruger jordbær, skal du starte med rense dem, skære dem i mindre stykker og blande dem med en spsk. sukker. Lad det trække i en halv times tid, før du blander jordbær og saft i koldskålen.

Koldskål

Hvis du bruger dåsefrugt skal du skære bananen i skiver og komme den i koldskålen sammen med den afdryppede dåsefrugt. Tilsæt også lidt af sukkerlagen fra dåsefrugten.

Stil din koldskål i køleskabet indtil servering og server den sammen med kammerjunkere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *