Kammerjunkere

Har du en favoritkammerjunker? Jeg må tilstå, at jeg altid har syntes bedst om Karen Volfs. Det skal være den originale med “fuld sukker”. Ingen grove, ingen fedt- eller sukkerreducerede! Jeg har skam smagt dem, men de smager bare ikke rigtigt. Og hvis jeg frit kan vælge spiser jeg kun overne. Altså, de buede kammerjunkere;-) Men jeg er jo voksen og ved godt, at man ikke må sidde og fiske…

Kammerjunkere

Kammerjunkere er en slags tvebak. Altså, den er bagt to gange. Det er hverken en småkage eller en kiks. En kammerjunker var den allerlaveste i hoffets hieraki. Hans opgaver var primært at opvarte adelige og øvrige ved hoffet og lå længere nede på rangstigen end en kammerherre. Derfor mener man, at kammerjunkeren har fået sit navn, fordi den lå nederst i bagningens hieraki og ikke regnedes for noget særligt. Måske mindede den bare om en skaldet kammerjunker, som navngiveren har kendt? Første gang kagen og navnet optræder på skrift er i en artikel i Politiken i 1903.

Kammerjunkere

Kammerjunkere skal kunne knuses med lethed og være lige så fine i krummen, som de Mariekiks, jeg bagte i går. Men hvor Mariekiks nærmest pulveriserer helt, når de knuses, må der gerne være større krummer i min koldskål. Mine kammerjunkere er bagt med flormelis ligesom kiksene, men der har sneget sig noget fuldkornsspeltmel ind i min opskrift. På den måde kan jeg måske bilde mig ind, at kammerjunkerne er sunde(re)? Men sig det endelig ikke til nogen. Det svarer næsten til at putte rugmel i pebernødder? 😉

Kammerjunkere

Kammerjunkere er klassisk tilbehør til koldskål, men kan også bruges som bund under en cheesecake eller moussekage. Her i huset er det Morten, der laver koldskål. Han bruger opskriften fra Anders Ands kogebog og fylder en masse frugt i. Den vender vi tilbage til.

Det er overhovedet ikke svært at lave kammerjunkere. Det tager selvfølgelig bare lidt tid, fordi de skal bages to gange. Jeg brugte bagemargarine i mine kammerjunkere. Karen Volf bruger heller ikke smør i sine. Du må gøre, som du har lyst til. Der blev knap 200 kammerjunkere af min opskrift.

Kammerjunkere

  • 400 g hvedemel
  • 100 g fuldkornsspeltmel
  • 150 g flormelis
  • 2 tsk. bagepulver
  • 1 spsk. vanillesukker
  • 150 g margarine eller smør, koldt
  • 2 æg, str. M/L
  • ¾ dl. mælk

Bland alle de tørre ingredienser i en røreskål. Skær margarinen i mindre stykker og ælt det i melblandingen, indtil det har konsistens som groft sand. Bland æg og mælk og rør det i blandingen lidt efter lidt.

Når konsistensen er jævn, fylder du dejen i en frysepose og lægger den i køleskabet i en time.

Varm ovnen op til 200°. (Alm. ovn, ikke varmluft.)

Tril dejen til kugler med en diameter på ca. 2 cm og sæt dem med lidt afstand på bageplader med bagepapir. Jeg brugte silikone-engangshandsker, da jeg trillede dem, for dejen er lidt klistret.

Kammerjunkere

Bag kammerjunkerne én plade ad gangen i 8-10 minutter. Lad dem afkøle et øjeblik, før du flækker dem og lægger dem tilbage på pladen. Skær dem over, mens de stadig er varme, ellers smuldrer de. Det er bedst, hvis dine kammerjunkere vender med skærefladen opad. På den måde tørres de bedst, når dampen kan slippe ud.

Kammerjunkere

Når den sidste plade er bagt, stiller du ovnen over på varmluft, stadig 200°, og sætter de flækkede kammerjunkere ind i ovnen i 10-15 minutter, til de er helt tørre. Lad kagerne køle helt af på en rist, før du putter dem i kagedåser. Du kan også fryse kammerjunkerne ned.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *