Ingefærmuffins med rabarberkompot

Rabarber og ingefær klæder hinanden rasende godt. Og mine små randforme klæder vist alle kager. Formene har stået i skabet i et par måneder og ventet på det rette øjeblik. Det kom i dag. Inspirationen har været der længe. Jeg har bare manglet tiden, og at rabarberne igen var klar til at blive høstet. Ingefærmuffins eller “ginger bundt cakes”, som de ville have heddet i det store udland, fordi de er bagt i små randforme. Du kan sagtens bage kagerne i almindelige muffinforme, bagetiden er den samme. Jeg kunne bare ikke stå for de små forme af silikone.

Ingefærmuffins med rabarberkompot

Jeg har brugt frisk ingefær i kompotten, som er supernem at lave i ovnen. Der er stødt ingefær i kagerne. Ikke så meget, at det bliver hvinende stærkt, men nok til at det kan smages.

Der bliver 12 muffins ud af opskriften. Jeg fyldte mine små randforme godt op, fordi jeg ville have en lukket bund til at fylde kompotten i, så den ikke løb ud i bunden. Hvis du bruger muffinforme, skal du fylde formene ¾ op.

Ingefærmuffins med rabarberkompot

Ingefærmuffins med rabarberkompot

Rabarberkompot

  • 250 g rabarber
  • 200 g rå rørsukker
  • 10 g frisk ingefær

Ingefærmuffins

  • 100 g blødt smør
  • 200 g sukker
  • 2 tsk. stødt ingefær
  • 3 æg, str. M/L
  • 220 g mel
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1½ dl. mælk

Start med at lave kompotten. Skyl rabarberne godt og snit stænglerne i 5 mm tykke skiver. Læg dem i et ildfast fad. Skrab skrællen af ingefæren. Det kan gøres med kanten af en teske eller en urtekniv, som du ville skrabe nye kartofler. Det er ikke nødvendigt at bruge en skrællekniv. Hak ingefæren fint og drys den over rabarberne, før du fordeler rørsukkeret henover. Sæt fadet i en kold ovn, indstil den på 200° (alm. ovn, ikke varmluft) og bag rabarberne i ca. 35 minutter. Rør i dem efter ca. 20 minutter. Lad fadet og kompotten køle af, før du moser den let med en gaffel.

Ingefærmuffins med rabarberkompot

Sænk varmen på ovnen til 180°. Pisk smør, sukker og stødt ingefær lyst og luftigt. Tilsæt æggene ét ad gangen og pisk godt imellem dem, så blandingen bliver jævn. Sigt mel og bagepulver sammen og rør det i ad tre omgange, skiftevis med mælken.

Fordel dejen til ingefærmuffins i 12 forme, ca. ¾ fulde og bag dem i ovnen i ca. 20 minutter. Tjek, om de er gennembagte ved at stikke en trætandstik ned i. Der må ikke hænge ubagt dej ved.

Ingefærmuffins med rabarberkompot

Lad dine ingefærmuffins køle af, før du fordeler rabarberkompotten ovenpå. Hvis du vil fryse dem ned, skal kompot og muffins fryses hver for sig.

One Reply to “Ingefærmuffins med rabarberkompot”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *