Gulerodsboller med kærnemælk og chia

Disse gulerodsboller og billederne af dem blev startskuddet til Bagvrk.

Dagen gik med eksperimenter i køkkenet. Bollerne blev meget fotogene og smagte fantastisk! Boller skal i min verden være bløde og allerhelst kunne holde sig friske i flere dage. Disse mætter helt vildt og er måske lidt store i det, men det styrer du jo selv.

Gulerodsboller med kærnemælk og chia

Chiafrø er en af tidens superfoods. Listen over fordele er næsten uendelig, men her er de vigtigste:

  • Der er 4 gange så mange kostfibre i som i hørfrø.
  • Der er 6 gange så meget kalk i som i sødmælk.
  • Der er 15 gange flere antioxidanter end i broccoli.
  • To skefulde indeholder mere Omega-3 end en laksefilet.
  • Der er lige så mange proteiner i som i solsikkefrø.

(Kilde: iform.dk)

Chiafrø kan opsuge meget væske og svulmer dermed op til en gelelignende konsistens. Det er vigtigt i disse boller, da de ellers bare vil virke knasende som birkes. Det er ikke meningen.

Prøv også mine havreboller med chiafrø!

Der er en mening med det fugtige viskestykke, som jeg altid bruger, når jeg bager boller. – Se hvorfor her.

Gulerodsboller med kærnemælk og chia

Der bliver 12 store boller af opskriften.

  • 2 spsk. chiafrø
  • 1 dl vand
  • 25 g gær
  • 60 g margarine/smør
  • 4 dl kærnemælk
  • 1 spsk sukker
  • 1 tsk salt
  • 250 g groftrevne gulerødder
  • 2 æg
  • 100 g fuldkornshvedemel/speltmel (eller andet groft mel)
  • ca. 750 g hvedemel

Gulerodsboller - ingredienser

Chiafrø blandes med vand og trækker i 15-20 minutter. Margarinen smeltes, hæld kærnemælken i og opløs gæren. Tilsæt salt, sukker, æg, gulerødder og chiafrø og rør godt.

Tilsæt det grove mel og derefter hvedemelet lidt ad gangen til en smidig dej, som lige akkurat slipper skål og hænder. Den må gerne være lidt klistret. Ælt gerne dejen i røremaskinen i 10 minutter. Dejen hæver i skålen lunt og tildækket i en time.

Dejen æltes kort igennem og trilles til boller, der sættes på en plade med bagepapir. Hæver lunt og tildækket med et fugtigt viskestykke i 45 min.

Varm ovnen op til 225°. (Almindelig ovn, ikke varmluft.)

Bollerne bages 15-17 minutter og afkøles på en bagerist under et fugtigt viskestykke.

Gulerodsboller

Gulerodsboller med chiafrø og kærnemælk kan fryses, men holder sig bløde og lækre i flere dage i en plastpose. Bollerne er også gode som burgerboller, og fordi de mætter så meget, kan du godt droppe dine fritter;-)

19 Replies to “Gulerodsboller med kærnemælk og chia”

  1. Ser godt ud..

    Kan man ikke bruge youghurt- creme fraich eller alm mælk ( bare lacktose frit) vi tåler ikke lacktose .. plejer bare at skifte ud, men ved ikke om det ødelægger “blødheds effekten” her..?

    1. Hej:-)
      Det er jeg helt sikker på, du kan. Jeg har hørt fra én, der brugte skyr fortyndet med vand, til det havde konsistens som klrnemælk. Så brug du bare creme fraiche eller yoghurt. Og så bare fortynd det lidt;-) Bare det er et syrnet produkt…
      God fornøjelse.
      Kh Lene

  2. Verdens bedste boller. De bliver bagt 2 gange om ugen hjemme hos os.
    De er fantastiske – også på dag 3 og 4.

    1. Hvor er det dejligt at høre, Marianne:-)
      Ja, bollerne holder sig friske i flere dage og er også gode at lægge i fryseren.
      Ha’ en dejlig dag:-)
      Kh Lene

    1. Hvis du bruger fint speltmel, er jeg sikker på, du får samme resultat som med hvedemel.
      Men lad mig endelig høre om det, når du har afprøvet det:-)

    1. Hej Susanne:-)
      Jeg må tilstå, at jeg endnu ikke har prøvet med olie. Jeg formoder, du kan, men lad det komme an på en prøve;-)
      Kh Lene

      1. Hej lene har i dag fået afprøvet opskriften prøvede med olie de blev rigtig gode mvh susanne

  3. Hej.
    Jeg er også helt vild med disse boller.
    De er utrolig lækre og mætter dejligt.
    Jeg har prøvet at lave dem som koldthævede boller, hvilket fungerer rigtigt godt for mig.
    Har dog lavet få ændringer i opskriften.
    har brugt :
    60 gr olie istedet for margarine og
    1spsk. akaciehonning istedet for sukker.
    og så har jeg ca. brugt 12,5 gr. gær og ladet dem hæve i køleskab natten over.
    Jeg får 18 stadigvæk dejlig store boller, ud af denne opskrift.
    Bager dem med varmluft.
    Mie

    1. Hej Mie
      Tak for din besked. Det er nemlig helt korrekt, at man ved at halvere gærmængden kan lade dem koldhæve. På den måde kan man tilpasse opskriften sit ‘dagsprogram’ i stedet for at være slave af opskriften. Det er jeg stor tilhænger af
      Tak for roserne. Det gør mig meget glad:-)
      Kh Lene

  4. Mon man med fordel også kan komme noget natron i, når der nu er kernemælk i?
    Og alt det hvedemel, kan man erstatte noget mere af det med noget sundere? Måske havregryn og en sundere type mel ? 🙂

    1. Hej Lene:-)
      Jeg ville ikke putte natron i en gærdej. Det fungerer kun i kager, i gærdej bliver det ikke godt. Bollerne er fint luftige i forvejen:-)
      Du kan sagtens bruge fx fuldkornsspeltmel i stedet for hvedemelet, men lad gerne 2/3 være fint formalet, så bollerne ikke bliver for tunge.
      Hvis du gerne vil have havregryn i, vil jeg anbefale dig at kaste et blik på min opskrift på havreboller. De er lige så bløde som gulerodsbollerne, men jeg udbløder havregrynene, så bollerne ikke bliver tørre, når havregrynene suger væske. Du kan sagtens tilsætte lidt gulerødder til dem – og bruge fintformalet fuldkornsspelt eller hvid hvede i stedet for alm hvedemel

    1. Hej Jette:-)
      Man kan købe chiafrø i de fleste dagligvareforretninger. Jeg har i hvert fald set dem i Meny, Føtex, Netto og Fakta. De ligner aflange birkesfrø.
      God fornøjelse med dem:-)
      Kh Lene

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *