En græskarsuppe at varme sig på

Det regnede det meste af dagen i går, hvor denne opskrift blev til. Når det bliver efterår og mere køligt i vejret, er det tid til suppe. Denne græskarsuppe er der ikke meget arbejde ved, – andet end at du skal sætte tiden af til den. Men imens kan du sætte dig i sofaen med en bog og en kop te.

Det brød, jeg brugte, var et rødbedebrød, jeg havde i fryseren. – Du skal nok få opskriften på det en anden dag. Det er utroligt fint og mørkt pink. En flot farve sammen med den orange suppe.

Rødbedebrød

Græskarsuppe med croutoner og græskarkerner

  • 1 Hokkaido græskar
  • 1 liter hønsebouillon
  • 1 frisk chili (jeg brugte en Hvid Santa Fe)
  • 1 spsk. rødvinseddike
  • 1 fed hvidløg
  • Revet muskatnød
  • Salt og peber
  • 1 ½ dl syrnet fløde

Ingredienser Græskarsuppe

  • Brød
  • 2 fed hvidløg
  • Græskarkerner
  • Lidt oliespray og salt

Græskarsuppe tilbehør

Græskarret vaskes grundigt og bages i ovnen i et ildfast fad ved 200 grader i en time. Chilien lægges ved siden af og bages med, indtil skallen på den er helt mørk (ca. 30-35 minutter). Chilien tages ud og lægges til afkøling i en frysepose, så skallen nemt kan gnides af. Kerner og stilk fjernes.

Græskarsuppe bagt græskar

Græskarret deles og kernerne fjernes sammen med stilk og blomst. Resten af græskarret (inkl. skallen) deles i mindre stykker og hældes i en food processor sammen med bouillon, chili og presset hvidløg. Det blendes indtil konsistensen er jævn. (Evt. i en gryde med en stavblender.)

Græskarsuppe

Suppen smages til med rødvinseddike, muskatnød, salt og peber.

Brødet brækkes i mindre stykker, blandes med lidt olie og to pressede fed hvidløg. Det fordeles jævnt på en bageplade og ristes i 5 minutter ved 225 grader varmluft.

Græskarsuppe brødcroutoner

Græskarkernerne ristes på en tør pande, til de bliver gyldne og begynder at ‘poppe’. De sprayes med lidt olie (jeg brugte den nye Lurpak spray) og drysses med fintkværnet salt.

Suppen varmes igennem og den syrnede fløde piskes i. Serveres med croutoner, græskarkerner og groft brød.

Græskarsuppe

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *