Fru Winthers kage – i en ny version

Jeg kan ikke huske, hvem Fru Winther var. Jeg gætter på, at hun var en spejdermor, da mine søstre var spejdere i 70’erne. Som mange andre opskrifter i min mors håndskrevne kogebog, er kagen opkaldt efter, hvem min mor fik opskriften fra. Således også Fru Winthers kage.

Fru Winthers kage

Hvis du har læst andre af mine blogindlæg, er det nok gået op for dig, at vi ikke er helt enige herhjemme, hvad en god kage er. Og slet ikke, når det kommer til lagkager. Min mand vil gerne have helt tynde bunde med masser af creme og flødeskum, ellers er det ikke en lagkage. Jeg synes, at bare en kage er i flere lag, er det en lagkage.

Jeg står helt alene med synspunktet, at smørcreme kan de mest fantastiske ting, når det enten pynter på en cupcake eller er smurt op på en lagkage – altså en kage i flere lag;-) Så nogle gange snyder jeg og kalder cremen noget andet end smørcreme, når kagen serveres. Nogle gange slipper jeg afsted med det, som på min påskekage, hvor det var en kokoscreme. Andre gange opdager de det, selvom jeg kalder det en mascarponecreme på en kirsebærcupcake.

Fru Winthers kage

Jeg har fundet et kompromis med denne kage. Den originale Fru Winthers kage er bagt i en springform og pyntet med kakaoglasur og kokosmel, og sådan kan du sagtens bage den. Så skal den have ca. 45 minutter ved 190°. Men jeg har købt et “snydemiddel” i Tyskland, som jeg forventede mig meget af. Det hedder Sahnesteif og produceres af Dr. Oetker. Med Sahnesteif kunne jeg afstive flødeskummet og få det til at beholde formen, så det ikke bliver blødt, når det står et stykke tid. Og dermed kunne jeg smøre kagen op, så den ligner en smørcremekage, men smager af flødeskum:-)

Fru Winthers kage

Sahnesteif fås både i små portionspakker á 8 g og i store 1 kilos pakker, men du skal altså over grænsen for at købe det. Beklager. Jeg anstrenger mig ellers for at bage kager, hvor du ikke skal bruge specielle ingredienser, som er umulige at få fat i, så du kommer ikke til at skulle bage med mel, som du helst selv skal hjembringe fra en fjern landsby i Himalaya, men denne gang er der ingen vej udenom, medmindre du vil afstive flødeskummet med husblas;-)

Jeg har bagt kagerne til lagkagen i små forme med en diameter på 15 cm. Der er fire i et sæt fra tyske Kaiser, og det passede præcist. Husk, der er forskel på mandelessens, så du må hellere smage dig frem.

Fru Winthers kage

Kagebunde

  • 250 g smør eller margarine
  • 250 g sukker
  • 2 æg, str. M/L, stuetemperatur
  • 250 g mel
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1½ tsk. mandelessens
  • 6 spsk. kogende vand

Fyld og frosting

  • 5 dl. piskefløde
  • 1½ spsk. Dr. Oetker Sahnesteif, ca. 17 g.
  • 3 spsk. sukker
  • 1 tsk. vanillesukker
  • 100 g mørk chokolade, fintrevet
  • Roser fra haven, så du er sikker på, de er usprøjtede

Fru Winthers kage

Kagebundene

Tænd ovnen på 175°. (Alm. ovn, ikke varmluft.)

Pisk smør og sukker lyst og luftigt, tilsæt de to æg ét ad gangen og rør godt imellem hvert æg, til dejen er jævn.

Sigt mel og bagepulver sammen i en skål, bland vand og mandelessens. Rør melet i ad to omgange, skiftevis med vandet, til du har en jævn dej. Rør ikke for længe, det skal kun lige blandes godt.

Fru Winthers kage

Smør de fire lagkageforme med smør og drys dem med mel. Fordel dejen i de fire forme og bag dem i nederste tredjedel af ovnen i ca. 22 minutter, til der ikke hænger dej ved en tandstik, når du stikker den ned i.

Lad bundene afkøle i formene i ca. 5 minutter, før du vender dem ud og lader dem afkøle helt på en bagerist.

Trim en evt. buet top af kagerne, så de bliver helt lige.

Fru Winthers kage

Fyld og frosting

Bland Dr. Oetker Sahnesteif godt med sukker og vanillesukker. Pisk fløden i ca. et minut, før du drysser sukkerblandingen i og pisker til ønsket konsistens. Riv chokoladen helt fint på et rivejern, og vend den i fløden.

Læg en bund på et kagefad. Tag ca. halvdelen af chokoladefløden fra til at pynte kagen med og fordel resten på de tre bunde, som du stabler og lægger den sidste bund ovenpå.

Fru Winthers kage

Fordel resten af chokoladefløden på lagkagen og smør den op, som du ville gøre det med en smørcreme. Da kagen er ‘halvnøgen’, skal man kunne skimte bundene igennem fløden. Pynt Fru Winthers kage med roser fra haven og sæt den på køl indtil servering.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *