Focaccia med cherrytomater

Hos os hører der godt brød til god grillmad. Jeg har engang haft en opskrift af Jamie Oliver, hvor han grisede frygteligt med nogle cherrytomater og et focacciabrød, men jeg husker ikke længere, hvor vi havde opskriften fra, og jeg kan ikke finde den i hans kogebøger. Derfor bagte jeg dette focaccia med cherrytomater ud fra hukommelsen og min opskrift på almindeligt focaccia. Resultatet blev et farverigt og meget lækkert madbrød.

Focaccia med cherrytomater

Brød bliver meget smattet, hvis kernerne og saften indeni tomaterne også kommer med, så derfor lader jeg tomaterne dryppe godt af, før de lægges ovenpå brødet. Jeg skærer ikke tomaterne over i regelmæssige halve, men river dem fra hinanden. Madbrød må gerne være lidt rustikt.

Focaccia med cherrytomater

  • 25 g gær
  • 3 dl. lunkent vand
  • 1 tsk. fint salt
  • 1½ dl. olivenolie
  • 450 g Tipo 00 hvedemel

Derudover: ½ dl. olivenolie, 10 cherrytomater, flagesalt og frisk rosmarin.

Gæren smuldres og opløses i det lunkne vand. Bland salt og olie i og tilsæt melet ad et par omgange. Jeg brugte K-spaden i min røremaskine og æltede nogle minutter, til dejen slap siderne af skålen. Dejen er blød og smidig – og ret klistret, når den bliver sat til hævning.

Focaccia med cherrytomater

Modstå fristelsen til at putte mere mel i. Du skal næsten ikke røre mere ved dejen, så det gør ikke noget, at den klistrer lidt, men brødet bliver mange gange mere lækkert. Lad dejen hæve tildækket med en opklippet frysepose, fastgjort med en elastik, et lunt sted i 45 minutter.

Læg cherrytomaterne i en frysepose og giv dem et tryk med håndroden, så de revner. Læg tomaterne til afdrypning i et dørslag. Vrid dem lidt åbne, så al saften kan komme ud. Riv tomaterne over i halve.

Smør en lille bradepande, ca. 25×35 cm, godt med olie eller beklæd den med bagepapir. (Det gøres allernemmest, hvis du krøller bagepapiret sammen, gør det vådt under vandhanen og vrider det op som en klud. Så kan du uden problemer få bagepapiret til at blive liggende i bradepanden, helt ud til hjørnerne.)

Hæld dejen forsigtigt ud i bradepanden og skrab skålens sider rene. Træk i dejen, så den når ud til kanterne. Gør dine hænder våde. Så hænger dejen ikke fast på hænderne. Du skal ikke trykke for meget på dejen. Der er ingen grund til at presse luften ud af den;-) Dæk dejen til igen og lad den hæve yderligere 30 minutter.

Imens varmer du ovnen op til 220°. (Alm. ovn, ikke varmluft.)

Når dejen er færdighævet, laver du fordybninger i den med fingrene, som du trykker ned mod bunden. Fordel den sidste halve deciliter olivenolie, drys med flagesalt og rosmarinblade og læg tomaterne på brødet.

Focaccia med cherrytomater

Bag dit focaccia med cherrytomater i nederste tredjedel af ovnen i ca. 25 minutter. Brødet skal være bagt, men skal ikke være for mørkt på toppen eller have hård skorpe. Lad brødet afkøle, og skær det i firkantede stykker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *