En nøgen kage;-) med karamel- og chokoladecreme

Jeg har aldrig været den store fan af fondant. Det er simpelthen for sødt og sukret til mine smagsløg. Bevares, man kan lave nogle skønne kreationer af fondant og næsten få dem til at ligne, men smagen må de gerne have i fred for mig. Hvad med en nøgen kage?

En nyere kagetrend er “nøgne kager”. Lagkager, hvor lagenes kanter ikke er helt dækket af smørcreme, marcipan eller fondant, men hvor bundene titter igennem – eller måske slet ikke er dækket til. Kagerne må gerne være høje, men behøver ikke være brede. Denne nøgne kage er sådan en kage. Måske har overskriften tiltrukket din opmærksomhed, men bare fortsæt, kagen er alle anstrengelserne værd!

Bundene er lyse og luftige, cremerne er en blanding af en chokoladecreme og en karamelcreme. Denne opskrift på smørcreme er den, jeg vil bruge fremover, også til at opsmøre hele kager med. Den er let og blød og supernem at arbejde med. Det er også let at variere smagen, og så har den ikke den tunge smag af smør, som andre smørcremer kan have.

Nøgen kage

Kagen er ret lille, når man sammenligner med Tordenskjold tændstikæsken (den er kun 15 cm i diameter), men der er stadig kage til 8-10 personer, da den er høj – og fyldig i smagen. Jeg har to små springforme i Ø15 cm, så jeg bagte bundene på én gang.

Nøgen kage med mandel- og chokoladecreme

Lagkagen

  • 165 g hvedemel
  • 2 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. vanillesukker
  • 3 æggehvider, stuetemperatur
  • 75 g sukker
  • 170 g smør
  • 170 g sukker
  • 3 æggeblommer, stuetemperatur
  • 1¾ dl. mælk

Ingredienser - Nøgen kage

Til pynt

  • 30 g valnødder

Til karamel- og chokoladecremerne

  • 3 æggehvider, stuetemperatur (det passer med to bægre pasteuriserede)
  • 2 spsk. sukker
  • 130 g sukker
  • 1½ dl. vand
  • 285 g smør, koldt
  • 3 spsk. karamelsirup (som man bruger til bl.a. kaffe)
  • 25 g mørk chokolade

Ingredienser - Nøgen kage

Mens ovnen varmer op til 175° ristes valnødderne i 8-10 minutter, så nogle af skallerne kan nulres af i et viskestykke, og de dufter. Hakkes groft og stilles til side.

Lagkagebunde

To springforme Ø15 cm beklædes med bagepapir i bunden. Siderne smøres og drysses med hvedemel. Hvis du ikke har to forme, må du bage bundene én ad gangen.

Hvedemel sigtes sammen med vanillesukker og bagepulver. Hæld et par dråber eddike i røremaskinens helt rene skål og tør det rundt med et stykke køkkenrulle. Det fjerner den eventuelle sidste fedthinde, der måtte være i skålen. Det er umuligt at piske hviderne stive, hvis der er den mindste smule fedt på skål eller piskeris.

Hviderne piskes helt stive (vend skålen på hovedet, så du er sikker!) og tilsæt de  75 g sukker. Pisk igen til æggehviderne er helt glatte og blanke. Hæld det over i en anden skål, så du kan bruge røreskålen igen (den behøver ikke blive gjort ren her).

Rør smør og de 170 g sukker lyst og luftigt. Pisk æggeblommerne i én ad gangen og pisk yderligere et minut, når den sidste er hældt i. Tilsæt de tørre ingredienser skiftevis med mælken, mens du rører godt. (Pas på ikke at piske for meget.)

Tilsæt først ¼ af æggehviderne og vend det forsigtigt i dejen med en dejskraber. Vend resten af æggehviderne i med ¼ ad gangen. Prøv at bevare så meget luft i æggehviderne som overhovedet muligt.

Fordel dejen i de to springforme og bag bundene i ca. 30 minutter. Tjek med et træspyd, at de er gennembagte. Lad bundene køle af i formene i 10 minutter, før du tager dem ud af springformene og lader dem køle helt af på en bagerist. Pak dem ind i plastic hver for sig og læg dem i køleskabet i mindst to timer eller natten over. (Så bliver det nemmere at dele dem i to.)

Nøgen kage
Toppen af kagen er pyntet med hakkede valnødder og en blomsterstand fra haven fra vores bronzefennikel, som velvilligt så sig selv overalt. Nu også på kager;-)

Smørcremer

Sørg igen for at skålen og piskeriset er helt rene, gentag proceduren med eddiken. Pisk æggehviderne helt stive. Tilsæt de to spiseskefulde sukker og pisk igen, til massen er helt blank og glat.

Hæld vandet og de 130 g sukker i en lille gryde. Varm det op og rør indtil sukkeret er opløst. Derefter må du ikke røre mere i det!!! Lad sukker og vand koge for god varme, indtil det når en temperatur på 120°. Det tager 10-15 minutter.

Hæld den 120° varme sukkerlage i æggehviderne, mens maskinen pisker kraftigt. Pas på ikke at hælde sukkeret på skålens kant eller piskeriset, kun ned i æggehviderne!

Tilsæt det kolde smør én spiseskefuld ad gangen, mens maskinen pisker på medium hastighed. Hvis cremen skiller, pisker du kraftigere, indtil den har samlet sig igen. Formålet er at køle ægge-/sukkermassen ned med det kolde smør, indtil cremen er jævn, og al smørret er pisket ind i.

Tag ⅓ af cremen fra i en separat skål. Pisk videre i de ⅔, mens du tilsætter karamelsiruppen. Smag den til, og fortsæt med at piske nogle minutter, indtil cremen er meget blank og luftig, men uden lufthuller. Karamelcremen hældes over i en anden skål. Hvis du skraber skålen godt, behøver du ikke vaske den af.

Tag den første ⅓ og hæld den tilbage i piskeskålen. Smelt chokoladen over vandbad og hæld den i smørcremen, mens du pisker og sørger for, at chokoladen ikke rammer skålens kant eller piskeriset (for så størkner den). Fortsæt med at piske chokoladesmørcremen nogle minutter, indtil den er meget blank og luftig og uden lufthuller.

Du er nu klar til at samle kagen

Del de to bunde i to hver med en lang brødkniv. Hvis der er en høj, buet top på dem, skal den også skæres af.

Læg en af de nederste bunde på et kagefad. Sæt evt. en lille klat smørcreme på fadet først, så den bliver holdt lidt fast. Hæld smørcremerne i hver sin sprøjtepose og klip et hul i passende størrelse. Læg en krans af chokoladesmørcremen i kanten af de tre bunde og fyld ud med karamelsmørcremen. Den bund, der skal ligge øverst på kagen, skal være helt lige (og er dermed en af de bunde, der har været nederst i formene!). Fyld et tykt lag karamelsmørcreme på den.

Nøgen kage

Når du har samlet kagen, bruger du den resterende del af karamelsmørcremen til at smøre kagens sider ind i et tyndt, glat lag. Kagen skal se lidt rustik ud, og bundene skal titte ud igennem cremen. Glat smørcremen på toppen og drys med de ristede valnødder.

Serveres ved stuetemperatur.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *