De bedste burgerboller – store, bløde og mættende

Burgerboller med nigellafrø

Der er ikke noget værre, end når en burgerbolle er for lille! Den skal kunne rumme og suge alt det fyld, vi kan finde på at stoppe i den. Den skal være blød, så den ikke revner. Og så skal den mætte længe. Vi har ikke spist købe-burgerboller i meget lang tid. Det er (næsten) lige så hurtigt at bage dem selv. Vi ved, hvad der er puttet i dejen, og så slipper man for den der lidt tørre, papagtige bolle. (Undskyld, Påskebrød…) Selvom vi gerne ville, er det komplet umuligt at spise mere end én pr. person, når den først er proppet med kød og fyld. Glem også pommes frites’erne, medmindre du er virkelig sulten;-)

Hvis du er ude efter nye varianter af burgertilbehør, så tjek mit indlæg med syltet æblepickles, guacamole og pico de gallo tomatsalsa.

Nogen kan li’ burgerboller med sesamfrø på toppen. Jeg kan bedst li’ dem med sorte nigellafrø, fordi de har en lidt krydret smag, men du kan drysse dem med lige det, du har lyst til. Nigellafrø hedder også ‘Jomfru i det grønne’, for hvis du sår frøene, får de de smukkeste lyseblå blomster.

Burgerboller med nigellafrø

(10 stk. – de må jo ikke blive for små, vel?)

  • 50 g smør
  • 2½ dl. mælk
  • 1 dl. vand
  • 10 g gær
  • 2 spsk. sukker
  • 1 tsk. salt
  • 1 æg
  • 550-600 g hvedemel

Til pensling:

  • 1 æggeblomme
  • 1 spsk. piskefløde
  • Nigellafrø, sesamfrø eller hvad du nu har lyst til

Ingredienser - Burgerboller

Smelt smørret i en kasserolle og bland mælk og vand i, så det er lillefingervarmt. Smuldr gæren i blandingen, og tilsæt sukker, salt og æg.

Tilsæt melet lidt ad gangen, og ælt, til dejen er glat og smidig.

Lad dejen hæve lunt en times tid, til den har nået dobbelt størrelse.

Ælt dejen igennem og form den til 10 runde, flade boller. Jeg plejer at trille boller og rulle dem let med kagerullen, så de er cirka en centimeter tykke.

Lad bollerne efterhæve lunt i 30 minutter, dækket med et let fugtigt viskestykke.

Burgerboller med nigellafrø

Pensl og drys bollerne og bag dem 15-17 minutter i en forvarmet ovn på 200°, indtil de er gyldne.

Afkøl bollerne på en bagerist under det fugtige viskestykke, så fugtigheden bevares i bollerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *