Cylinderbrød til suppe eller bare til pynt

Forud for mange af mine timer i køkkenet går en rum tid, hvor jeg spekulerer og fintænker. Mange forsøg starter med et “Hvad nu, hvis man…” Jeg ser det færdige resultat for mig, og heldigvis bliver det nogle gange, som jeg havde tænkt. Således også mit cylinderbrød.

Cylinderbrød

Jeg havde bedt min mand, tage et par stykker rør med hjem til mig, hvis han nu lige faldt over noget rustfrit rør i en passende længde og tykkelse. De lå i skuffen i nogle uger, før jeg egentlig fandt ud af, hvordan jeg skulle bruge dem:-)

Hvad skal man bruge Cylinderbrødet til? Jeg tænker, man kunne servere hønsesalat eller tunmousse i det, en kombination af et kuvertbrød og en tartelet uden bund. Det kunne sættes omkring en lille skål til dip, bare til pynt. Eller midt i en tallerken med suppe. Du bestemmer jo, hvor høje brødene skal være. Men det er vigtigt, at du har et stålrør at vikle det omkring. Ellers får det svært ved at holde formen, og bliver ikke bagt glat på indersiden. Mine rør har en udvendig diameter på 85 mm. Der blev 12 cylinderbrød af portionen.

Cylinderbrød
Fyld til suppe anrettet i et cylinderbrød, før suppen hældes over.

Cylinderbrød

  • 350 g hvedemel
  • 25 g gær
  • 2 dl. lunkent vand
  • ½ dl. olie
  • 1 tsk. salt
  • ½ tsk. honning

Gæren opløses i det lunkne vand. Olie, salt og honning tilsættes og derefter melet, som æltes i, indtil dejen er blød og slipper skålen.

Lad dejen hæve (jeg brugte ovnen ved 37°, som er gærs favorittemperatur, når det skal arbejde) i 30 minutter.

Ælt dejen igennem og form den til 12 boller. Bollerne skal hvile på bordet i 5 minutter, før de trilles ud til lange pølser. Mens du arbejder, så læg et viskestykke over resten af bollerne, så de ikke tørrer og danner skorpe. Pølserne kan enten flettes, snoes eller være, som de er. Dejen sættes igen til hævning i 30 minutter, denne gang på køkkenbordet med et fugtigt viskestykke over, så de ikke tørrer ud. (Hvis du vrider viskestykket op i varmt vand, hjælper det lidt på hævningen.)

Imens varmes ovnen op til 230° sammen med de rustfrie rør, som stilles på en bagesten.  Når ovn og rør er godt varme, pensler du de to første fletninger med sammenpisket æg, tager forsigtigt rørene ud og vikler en dejfletning omkring. (Rørene er morderligt varme!) Sørg for at afslutte enderne så pænt som muligt. Det kan være en fordel at spraye røret med olie eller smørspray, før du vikler dejen omkring. Rørene sættes tilbage i ovnen på bagestenen i 9-10 minutter til dejen er gennembagt og gylden.

Cylinderbrød

Når du tager stålrørene ud af ovnen, kan du forsigtigt tage brødkransen af og lægge den til afkøling. Vend derefter røret om, så du får den anden ende nedad – den er nemlig lige så varm som ovnen, så du behøver ikke varme røret op igen.

Cylinderbrød

Cylinderbrødet kan fx. anrettes i en dyb tallerken med fyld i midten, og der kan hældes suppe udenom og i hullet med en kande. Da cylinderbrød er sprødt, bliver det ikke vådt og smattet på et øjeblik, men bevarer bid, mens du spiser suppen. Vores suppe i aften var efter Arlas opskrift på Kartoffelsuppe med porrer og bacon. Velbekomme!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *