Citronmarengs, den nye smiley-ordning

Kager behøver ikke altid være komplicerede. De behøver ikke altid være sammensat af flere forskellige dele. Nogle gange skal de være nemme at gå til. Men de skal allerhelst gøre én glad. Hvis de kan få dig til at smile, er de lykkedes meget godt. Et smil er den korteste afstand mellem to mennesker. Smil til Verden, og den smiler igen. Hvad med en citronmarengs, der smiler tilbage?

Citronmarengs

En af Augusts vikarer skulle stoppe, fordi den lærer, han vikarierede for, kom tilbage efter et uddannelsesforløb. August ville gerne gøre noget særligt for ham, så vi aftalte at bage citronmarengs med smileyer på. (Ja, jeg har googlet, det hedder både smileys og smileyer i flertal på dansk;-) Du har frit valg.)

Citronmarengs er marengs med citronaroma. De er søde og syrlige på én gang. Jeg lagde striber af pastafarve indeni sprøjteposen, så de fik gule striber – og en stjernetylle, så de nærmest fik form som en lille sol.

Citronmarengs

Vikaren fik en pose storsmilende smileyer, fordi han havde gjort det godt. Og jeg blev i forårshumør og storsmilede, da de blev bagt. Smil til Verden, og den smiler til dig! Husk det nu!

Citronmarengs

  • 2 æggehvider
  • 65 g sukker
  • 65 g flormelis
  • Ca. 1 ml. citronaroma
  • Gul pastafarve
  • Sukkersmileyer (fra Tørsleff)

Hæld et par dråber eddike i røremaskinens helt rene skål, og tør det rundt med et stykke køkkenrulle. Det fjerner den eventuelle sidste fedthinde, der måtte være i skålen. Det er umuligt at piske hviderne stive, hvis der er den mindste smule fedt på skål eller piskeris.

Hviderne piskes helt stive (vend skålen på hovedet, så du er sikker!) og tilsæt de 65 g sukker lidt efter lidt sammen med citronaromaen. (Smag dig frem, så det ikke bliver for meget.) Pisk igen, til æggehviderne er helt glatte og blanke. Flormelis sigtes i skålen og vendes forsigtigt i marengsen.

Citronmarengs

Tag en engangssprøjtepose med en lukket stjernetylle i, og sæt den over et glas. Et trægrillspyd dyppes i pastafarven, og der laves et par tynde striber indvendig i sprøjteposen fra spidsen og ca. ¼ op i posen. Marengsen fyldes i sprøjteposen.

På et stykke bagepapir afsætter du små rosetter af marengs. Sæt en lille sukkersmiley midt på hver marengs.

Lad marengsen hvile på køkkenbordet i 20 minutter, før du bager dem i 1 time ved 100° varmluft, alle tre plader på én gang. Når tiden er gået, sætter du en grydeske i klemme i ovnlågen, så den står på klem og lader marengsen stå i ovnen, til den er helt kold.

Citronmarengs

Selvfølgelig kan du lægge to citronmarengs sammen med en creme imellem. Jeg havde forestillet mig, at det skulle være lemoncurd, så cremen også var gul, men det blev for surt for min smag. De små, smilende marengs fik lov at stå alene og kalder på både solen og et smil.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *