Chokoladecookies, vil du have en?

Som jeg har skrevet i et tidligere indlæg, er jeg vild med bløde chocolate chip cookies. De må gerne være en lille smule sprøde i kanten, men i midten skal de være bløde, og så skal der være lidt at tygge på. De må gerne være lidt seje. Min absolutte yndlingsvariant er med valnødder og chokolade, og for min skyld måtte der gerne være det i alle slags cookies;-) Men det er der ikke mange nye opskrifter i, vel? Denne opskrift er ny – og med mørk chokolade, og masser af det. Disse chokoladecookies er GODE, prøv dem bare!

Chokoladecookies

Der bliver 30 cookies ud af opskriften, men du behøver ikke bage dem allesammen på én gang. Cookies er allerbedst, når de er nybagte. Jeg sætter dejen af med en iskugle-ske, så de har den rigtige størrelse, og så fryser jeg resten ned til senere brug. Jeg sætter dem i fryseren på bagepapir, så de fryser ind hver for sig. Når de er frosne, lægger jeg dem i en frysepose – og skriver på posen, hvor varm ovnen skal være og hvor længe de skal bage. Så behøver jeg nemlig ikke slå det op, når jeg vil bage dem. Smart, ikke?

Chokoladecookies

Når du vil bage dine frosne cookies, tager du dem ud af fryseren og tænder for ovnen. Læg dem med lidt afstand på bagepapiret og lad dem tø op på køkkenbordet i 20-30 minutter, mens ovnen varmer op. Bag dem 1-2 minutter længere, hvis de stadig er frosne i midten, når du sætter dem i ovnen.

Det tager ikke lang tid at røre en cookiedej sammen. Du skal dog være opmærksom på et par ting, for at dine cookies bliver lige så gode som mine: Lad smørret køle af, når du har smeltet det. Hvis du hælder det i, når det er brandvarmt, smelter du sukkeret, og det er ikke meningen. Æggene skal have stuetemperatur. Hvis de er køleskabskolde, koagulerer smørret. Så får du heller ikke den rigtige konsistens, når de er bagt.

Det var da kun ganske få begrænsninger, ikke? Vi er nået til opskriften.

Chokoladecookies

  • 225 g smør
  • 250 g brun farin
  • 100 g sukker
  • 1 tsk. vanillesukker
  • 1 æg, stuetemperatur
  • 1 æggeblomme, stuetemperatur
  • 350 g hvedemel
  • 1 spsk. Maizena majsstivelse
  • 1 tsk. natron
  • 300 g mørk chokolade

Smelt smørret og lad det køle af i 10-15 minutter. Imens gør du de andre ingredienser klar: Hæld farin, sukker og vanillesukker i en stor skål. Pisk æggene let sammen. Bland de tørre ingredienser, og hak chokoladen groft.

Chokoladecookies

Varm ovnen op til 175°. (Almindelig over- og undervarme.)

Hæld smør i sukkerblandingen og rør godt. Tilsæt æggene og rør igen godt. Rør melblandingen i ad tre gange, så det bliver godt blandet og rør tilsidst chokoladestykkerne i.

Sæt dejen af i klumper med god afstand på en bageplade beklædt med bagepapir. Jeg synes, det er nemmest at dosere med en iskugle-ske med udløser. Så er det let at få dem lige store.

Chokoladecookies

Bag dine chokoladecookies midt i ovnen i 11 minutter. De er meget bløde, når de kommer ud, men lad dem køle af på bagepapiret lidt, før du flytter dem over på bageristen. Chokoladecookies skal opbevares i en kagedåse, hvis du ikke får spist dem allesammen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *