Challah – det smukkeste fletbrød

Hvis du har fulgt mig på min blog et stykke tid, ved du, at jeg falder for pæne billeder af pænt bagværk:-) Jeg spiser med øjnene før alt andet. Langt de fleste kager kan opgraderes til at være pæne, enten med pynt eller i udførelsen. Selvfølgelig kan en sirupskage bare være et hjerte, det behøver ikke være en Småkagemand med hjerte. Men jeg opgraderer udseendet, hvor jeg kan. Challah behøver ingen opgradering, det er smukt i sig selv.

Challah

En challah er et traditionelt, jødisk brød, som spises ved sabbatten. Det er et hvidt brød med æg, vand, gær, hvedemel og honning. Det flettes af seks strenge, og ser vildt fint – og meget avanceret – ud på alle de billeder, jeg har set på både Instagram og Pinterest.

Heldigvis er jeg ikke den eneste, som ikke kan forestille sig, hvordan man fletter et brød med seks snore. Der er flere måder at gøre det på, men jeg har valgt at bruge Maggie Glezers metode. Hun har lavet en meget instruktiv video af, hvordan man gør. (Tak, Internet:-))

Challah

En udfordring er en udfordring, der skal overvindes. Selve dejen er lidt blød og klistret, når den bliver sat til hævning, men det letter fletningen af brødet og forbedrer smagen væsentligt, at man ikke putter for meget mel i.

Challah fletbrød

  • 2,4 dl. lunkent vand
  • 40 g gær
  • 1 spsk. sukker
  • 2 tsk. salt
  • 70 g honning
  • 2 æg
  • 1 æggeblomme (gem hviden til at pensle med)
  • 0,6 dl. neutral olie
  • 700 g mel

Rør gæren ud i det lunkne vand. Tilsæt sukker, salt, honning og æg/æggeblomme og bland det godt. Hæld olien i og tilsæt melet lidt efter lidt.

Ælt dejen i 8-10 minutter i røremaskinen ved mellem til høj hastighed. Skrab siderne ned et par gange. Dejen slipper siderne i skålen, men er meget blød og ret klistret, når den er færdigæltet.

Smør en ren skål med lidt olie, læg dejen i og vend den, så oversiden også er indsmurt i olie. Lad den hæve et lunt sted, tildækket med en frysepose i 1½ time, til den har nået dobbelt størrelse.

Challah

Del dejen i seks stykker ved at veje dem af, så de er lige store. Rul hver dejklump tyndt ud, rul den sammen uden at få for meget luft ind i rullen og rul den ud til en lang pølse, som er tyndere i enden end på midten. Alle pølser skal være lige lange og lige tykke. Flet brødet som i Maggie Glezers video. (Beskrivelsen giver meget mere mening, når du har set videoen.)

Efterhæv challah’en i 1 time et lunt sted. Varm ovnen op til 175°. (Almindelig varme, ikke varmluft.)

Challah

Pensl omhyggeligt brødet med æggehviden og sørg for at komme godt ind i alle fordybninger og revner. Bag din challah midt i ovnen i ca. 50 minutter.

Challah

Brug challah, som du ville bruge almindeligt franskbrød. Det er kun en smule sødt fra honningen. Krummen er meget blød, let og luftig. Og så kan du klappe dig selv på skulderen, fordi du klarede fletningen med seks strimler. Det er lidt ligesom julestjerner, når man først har luret, hvordan man skal gøre, er det nemt nok. Indtil da (eller til du har set videoen 8-10 gange) virker det som ren magi;-)

Challah

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *